V for very visual. Køleskabsæstetikken er væk, ikke mere blankt læder hvori grønt neonlys reflekteres, ikke mere Matrix. I stedet får vi gamle Europa, en em af kulturskatte, kulturhistorie. Britiske accenter, en dyb gylden farvetone, real.

Men stadig denne visuelle overflod, en næsten pornografisk længsel efter at visualisere et folkeligt oprør: dominobrikker der falder, et mylder af sortklædte mennesker (we the people), nu med masker som ham, helten.

Og hvem er han? En nobel terrorist, en ædel musketer. Skamferet bag en maske, kødet er blevet til idé -- selvom kroppene faktisk er langt mere kødelige her end før: blødet sprøjter og rummene hvori der kæmpes er snavsede, fysiske.

Og den unge heltinde, hvad sker der når hun fanges, tortureres? En forvandling, skifter hun køn? Håret ryger ihvertfald -- og det som er centrum her er beretningen om to kvinder, dette er historien som markerer forvandlingen, a queer sorrow. Og så kommer regnen, så kommer ilden.

Et nydelsesfuldt scenario, som skyskrabere der eksploderer mens Pixies spiller Where is my mind: 1812-ouverturen mens det britiske parliament sprænges i luften. Og så lukker og slukker vi med Stones' Street Fighting Man, sangen fader over i en tale af Malcolm X. Get the message? Revolution Kitsch Right Now.