1) Avantgarde kan man nemt slippe omkring, avantgarde som gestus: oh yeah, strike a pose. Men hey, er avantgarde ikke også et historisk fænomen, en tradition som alle andre? Det er avantgarde jo. Så hvorfor skal netop denne tradition - igen & igen - behandles så hujende ahistorisk?
2) Øklands tekst flyder over af fordringer uden adresse, hvem er det fx der vil have at digtet skal "revne, kollapse eller overskride seg selv" etc, verden? Eller Ingunn Ø? Som Anna Hallberg siger det her: "Vi måste se var vi står och ta ansvar för det."
3) Økland: "Skal det bli skjebner og fortellinger ut av Telefonkatalogdiktet, må leseren skape dem selv." Ja, hvad h****** ellers? Ormstad i intravenøs form, you don't even have to read? Udover at præsentere endnu en uklar fordring - om "skjebner og fortellinger" - ser det for mig ud som om at kritikeren intet andet gør hér end at blotlægge sin egen associationslammelse.
4) For hvad mangler andet end præcis ét drys Avantgardistisk Gestus? Set med skyklapper på er kritikerens job at vurdere litteraturs æstetiske kvaliteter. Hm, hvorimod hun i en udviddet forståelse er aktiv medskaber af et felt bestående af litteratur-og-en-hel-del-social-energi, et lille pulserende samfund koblet sammen med andre pulserende samfund. Kritik som Øklands hér gør intet andet end at krympe verden, intet andet end at indsnævre et felt.
5) Jeg har faktisk ikke kigget så dybt i Telefonkatalogdiktet endnu, men det slog mig ved synet af bogen hvilket yndigt lille feelgood- projekt dette er. Og mere end det. Det slog mig at disse mønstre af navne fremhævet ved deres poetiske kvaliteter i kædedansende bevægelser beskriver en social utopi, et samfund hvis processer er koblet til en grundlæggende kreativitet. Hvis det kritiske, læsende blik ikke orker at bidrage -- It's not the end of poetry, it's the end of the bloody world.
Dystopic, dystopic, put your hands all over my body