Do you believe in sweet sensation? Do you believe in second chance? Do you believe in rapture, babe? -- Det er Thurston der spørger og med hovedet begravet i neo-avantgardens diskurs lyder det i mine tekstdøve ører som synger Sonisk Ungdom om citatet, citatet er en slags second chance.

Peter Bürger kalder neo-avantgarden tom repetition af en mere autentisk historisk avantgarde og som sangen går fra et stille fjerntliggende fuzz ind i et overraskende og yderst nærværende rytmisk gennembrud (som spiller de lys, som havde det semiotiske stadig påvirkningskraft) -- hvad er da dette gennembrud andet end et klokkeklart citat? Men det er real også.

Man genlæser Velvet, Velvet Underground er overalt på den nye plade, men set med et anti-teleologisk blik på historien så kan dette ikke med et skuldertræk tilbagevises som dateret, som tom repetition. Selvom det er klart, det bedste argument er ikke ovenstående, men de små strittende hår på din arm.