Decent? Well, you surely realised your ambition. I certainly am decent. Of course I'm a cheat, and a liar and a thief, but I am decent.

Som Marnie siger til sin mor i Hitchcocks film fra 1964. Moren har fortiet at Marnie, for at forsvare moren der jobbede som prostitueret, som 5-årig dræbte en påtrængende sømand. Moren ser på Marnies hukommelsestab som var det en velsignelse, som havde hun fået en chance til. Marnie, som lever i et freudiansk helvede af ekspressionistiske kameraeffekter (stor opstandelse i forhold til bl.a. farven rød og torden) og forvredne følelser (hun er en is-
kold kompulsiv tyv som bare elsker sin hest), er nu - når den psykologiske boble slutteligt brister - ikke specielt taknemmelig for morens renvaskning.

Marnies psykologi fremstilles som helt latterligt instrumentel, men dermed også vældig teatral og filmatisk effektfuld. And it leaves me wondering, hvordan kunne en wienersk læges verdenssyn, formuleret videnskabeligt, rejse hele vejen til Amerika for - lig en virus - at spredes i populærkulturen (som via filmen her) og i reklamesproget og ikke mindst, hvordan ville verden have set ud uden.