Han forestiller sig, at han er Jacob. Han er i Jacob, og Jacob er i ham, og Jacob begynder at udvide sig, synker gennem gulvet ned i en regnsmattede mørke jord, han breder sig, alle kloakrørene, regnormene, stumper af gamle plastikposer, lort, vættelys, knogler og tabte enkroner glider ind i ham, han vokser i alle retninger på én gang, rejser sig gennem huse, skyer, og jetfly, op hvor alting er klart, byen flyder ind i ham, urolige gadelamper, mure med flossede plakater, glasskår og mennesker med snavs under neglene, spyttet under deres tunger, husene med toiletter og korridorer, støvet, der vokser ud af mørket i krogene, hen over gulvet, ind i ham synker havet, bølgernes grønlige, slimede skum, gopler og skeletter af hvaler, alverdens strande, kontinenter, Golfstrømmen, nordpolen og vældige isbjerge sejler ind i ham, idet han hastigt udvider sig, jorden er nu blot en hvirvlende glød, et knappenålshoved, som forsvinder i mælkevejene inde i ham sammen med virvaret af solsystemer, bortkastede rum- sonder, kulde og så endelig det altomfattende mørke, det er i ham, og han er det hele, endeløs og uden centrum, alt og intet.

Første side i Vejlederne (1997) af Claus Beck-Nielsen