Sig ordet: se-mi-nar. Denne gang er det et situationistseminar med den eksplosive, mobiliserende titel "Forvent alt, frygt intet: Seminar om den situationistiske bevægelse i Skandinavien" - prustende når vores udsendte medarbejder frem til Folkets Hus på Nørrebro, hun mødes af dette skilt på døren, skrevet i pink. Men snart får man åndenød derinde og der bliver plads til en ekstra snigende person
i lokalet.

Tom McDonough bruger tid på at snakke sig rundt omkring den her lidt besværlige figur Guy Debord, manden som i manges øjne er = Situationist International. Debord stod for en nok så bureaukratisk ekskluderingsspiral som langsomt skulle reducere det internationale netværk som var = situationisterne (1957-1972). Om Debord byggede sit liv op som et kunstværk eller om det er den ekspanderende per- sonlighedskult som lukker værket Debord til en monolitisk fokus- punkt, det er svært at sige. Men de første fagter på seminariet ville
i hvert fald pille ved monolitten - åbne SI op, få SI til at bløde igen.

Den danske og tyske gren af SI (h.h.v. repræsenteret ved Jørgen Nash og gruppen Spur) fik snart et fur, Lars Morell har forsket på Nash og mener at Nash havde et problem med sit sprog: han brugte for mange metaforer. Nashisterne var ekspressive kunstnere, noget som Debord fandt tiltagende lidt plads til i SI. Kunsthistoriker Karen Kurczynski spørger bl.a. SI-medlem Jacqueline de Jong om de køns- mæssige dimensioner i SI; disse SI-gangstere som lavde détourne- ments ud af soft porn-billeder, what's up with that?

Men vores udsendte kan knapt sidde stille på stolen. Dagene siden Nørrebro ragede rundt i undtagelsestilstand kan tælles på en hånd. "69" står skrevet på alle byens skilte og mure, Jagtvej 69 - men måske også et andet 69. Et regulært Denkmal har bygget sig op på den tomme plads hvor Ungdomshuset engang lå, blomster og bamser fylder Ground 69.

Jacqueline de Jong kørte i taxa fra lufthavnen, taxachaufføren for- talte hende om Jagtvej; alle veje hedder Jagtvej nu, vejskiltene har man opereret på. Som Medusa, man rammer centralt, men spreder bare det man ville ramme ud, det multiplicerer sig uendeligt. Sorte katte, grupper gør sig synlige, malet som katte i ansigterne, i telt på Rådhuspladsen, på Hovedbanegården, ud over byens glatte flader.