Materialet ligner voksdug, voksdugen er påtrykt fotografier af Wolfgang Tillmans: hyperrealistiske gengivelser af butiksfacader, life size, i al deres trivielle hverdagslighed. Billedskærmene er spændt ud på rammer der skiller scenen i et foran og et bagved. En hånd be- rører billedskærmen fra den anden side, vi ser berøringen – de mørke fingerspidser tættest mod overfladen og den lidt lysere skygge af armen. Vi kan vende hovedet lidt til siden og se samme berøring på en anden skærm, næsten samme berøring, øjeblikket lige før eller lige efter berøringen, i medieret form, registreret af et kameraøje der optager de tre skuespillere bag skærmen live and direct.
Hvad fanden er det her, Wolfgang Tillmans' forbandede fotoatelier? De tre skuespillere, klædt i lange hvide overdådige kjoler (stoffet minder om indkøbsposeplastik, store sorte tal – prisangivelser – pryder slæbet) kan ikke tro deres egne øjne. Agitationsniveauet stiger og skærmen rives ned i et sus, bogstavlig talt, en vindmaskine pisker alt rundt. Dette skal ske et utal af gange, men hver gang en skærm rives ned så tager skuespillerne altid, før eller siden, to trappestiger frem som de kravler op på – med megen besvær, i de høje hæle og med sammenkrammet kjoleslæb – for at fæstne skærmen på rammen igen.
Tod eines Praktikanten af René Pollesch,
Volksbühne am Prater 14.07.07