Wednesday, August 29, 2007

Mette siger: "Jeg synes, vi trænger til en tværnordisk diskussion af nationalsymboler. Hvilken rolle spiller historiske magtforhold? 2. verdenskrig? Den aktuelle politiske situation i landet? Er der trods de forskelle også ligheder mellem nordiske nationalsymboler af i dag?" Udgangspunktet er en artikel som er at læse her.

22 comments:

Mariann said...

Uæææææh! Hjelp! Slipp meg ut herfra!

Susanne said...

Ja, ikke sandt? Jeg selv må tilstå en vis umiddelbar skepsis til artikelen - bunad er og bliver et fænomen som tilhører landet, ikke byerne, er det ikke? Det kunne man måske have fået med, en enkelt lille bunad-modstander? Men en sådan er ikke at finde i teksten og dermed synes jeg artikelen udtrykker en rar form for eksotisme, den finder de holdninger som den vil finde: nordmænd er naive - du godeste, de tror alle som én på det nationale som en sand, enhedslig essens. Det er nemt at udnævne bunaden som et tydeligt udtryk for nationalisme, ja, og det er vel noget som gør en tryg og rolig som urban og cool læser af Information, dér har du den tydelige nationalisme, her har vi ikke ... ikke ... nej, for den utydelige nationalisme er jo en meget værre sag, er den ikke?

Martin said...

"bunad er og bliver et fænomen som tilhører landet, ikke byerne, er det ikke?"

Tvert imot! Bunad er i stor grad et fenomen i den urbane middel/overklasse for � kunne vise til symbolske r�tter fra landet osv. Dels for � kunne vise til r�tter overhodet. Det er vel der de maser mest om det, selv om de mest fanatiske nok er � finne i periferien, ja.

Susanne said...

Og du har et æøå-problem, Martin, but I hear ya. Men da er bunaden at forstå som et tomt tegn, en erstatning for noget tabt, noget som ikke længere har nogen reel ladning. Men den "ægte" bunadånd eksisterer vel også et sted, og den hører vi jo ikke så frygtelig meget til in the axis of urban evilness, Bergen-Oslo? Jeg gør i hvertfald ikke, udover de satans trommejævler udenfor mine vinduer som vel er at betragte som et bunadrelateret fænomen.

mrtn said...

Hvem har ikke problemer med æøå?

Jeg savner buekorps, på en mærkelig, masochistisk måde.

Mariann said...

De jeg kjenner som har bunad, er ikke særlig nasjonalistiske, og begrunner det først og fremst med at det er så praktisk, for så har de alltid noe å ha på seg i høytidelige anledninger som jul, nasjonaldag, bryllup og konfirmasjon etc etc. Man kan sikkert gå på fest på slottet i en sånn en også. Det er faktisk helt akseptert å komme i den samme gamle ullserken år ut og år inn...! Og siden kan den arves av neste generasjon, og neste generasjon der igjen, und zu weiter. Egentlig helt genialt, for dem som kan tenke seg å vise seg i en slik en. Ikke min stil, akkurat, nei.

Susanne said...

Okay, men kan panelet så konkludere at den "ægte" bunad-ånd i Informations artikel mere eller mindre er en journalistisk konstruktion? Or is someone in denial?

Mette Moestrup said...

Jeg sendte lige en kommentar, som vist nok forsvandt...
Buekorps???? (forklar, forklar)
Det er lidt for nemt at sige, det er en journalistisk konstruktion, selvom jeg godt kan se, at der er en lettere eksotistisk vinkling. Men lad mig vove pelsen og påstå, at norske, venstreorienterede, intellektuelle er mindre skeptiske over for nationalsymboer end den tilsvarende danske gruppe OG gætte: Kan det måske have at gøre med, at
nationalsymboler i norge er forbundet med oprør, modstand og løsrivelse, hvorimod de danske nationalsymboler rent historisk har nogle mere negative konnotationer (kolonialisme, nazisme)- samtidig med, at den politiske situation i dk aktuelt som bekendt involverer parlamentarisk samarbejde med et nationalistisk parti, Dansk Folkeparti?
Selv er jeg (småhysterisk, I know) holdt op med at sætte flag i fødselsdagsbollen... Jeg er blevet allergisk over for dannebrog. Selvom dannebrog står for så meget andet end DF-nationalisme.
Jeg drager et lettelsens suk, når jeg ser den svenske kunstner Peter Johansson meget agressive fotos og installationer, hvor han går i kødet på svensk nationalisme - saver de der små træheste i stykker osv. Så det er altså ikke specifikt de norske bundaer, jeg reagerer på. Men denne ...
åh ... "folkelighed" ... det biedermeier-agtige ved den.... denne pegen-tilbage-på-en-oprindelighed.... ja, folkeligheden i fælles-nordisk-germanistisk sammenhæng ... det er dén, jeg spørger til. Kender nogen nogen norske kunstnere, som arbejder m fx bunad eller andre norske nationalsymboler? Eller forfattere? Så giv et tip. Mette

Mette Moestrup said...

BUNADER
sorry

Jul-Larsen said...

Både bunad og buekorps er uttrykk for særnorske demokratiske tradisjoner, men på svært ulike vis.

Bunadsbevegelsen er sammen med målrørsla og norskdomsrørsla et klassisk eksempel på tradisjonell norsk motkultur. Hulda Garborgs arbeid for bunaden er et arbeid for folkekulturen. Dette aspektet ved bunaden har forsvunnet nå, men det var der en gang. Nå er bunaden markør for et norsk sosialdemokratisk fellesskap, og er i den forstand ikke veldig forskjellig fra, og heller ikke mer eller mindre nasjonalistisk enn f.eks. dagsrevyen. Den er en del av oss og omgivelsene våre.

Folkemusikk, leikarring og bunad (med mening) spiller fortsatt en viktig rolle i store deler av Norge, men det er på vikende front, og det er vel helst det kulturelle "bygdearistokratiet" som holder det i live.

Buekorps er Norges eneste reelt demokratiske barneorganisasjoner. De aper borgervæpningen med røtter tilbake til 14-1500-tallet. Buekorps er også en av få barneaktiviteter uten konkurranse som hovedmotivasjon.

Buekorps har som oppdragende organisasjoner et helt reelt inhold, og er dermed ikke å sammenligne med den gjengse bunadbruken som kun er ment å symbolisere en viss velstand og deltagelse i et vagt nasjonalt fellesskap.

Susanne said...

Tak for oplysende indspil, Jul-Larsen. Jeg har et overfladisk syn på buekorps som til ekstrem grad er præget af det faktum at jeg bor lige ved siden af et af de steder hvor de øver. At se horder af små drenge marchere trommende i mørke uniformer med noget som ligner sorte trækors (immitationer af armbrøster) over skuldrene må jeg tilstå at jeg spontanklassificerer under P for perversioner.

Videre, jeg har et hang-up på den lille skulptur der står oppe i Nygårdsparken (på det sted som ellers er de bergensiske narkomaners mødested no. 1), forestillende en af disse drenge: denne statue er for mig at se en typisk Disney-statue; skulptøren ved intet om hvordan en krop ser ud, derfor er det egentlig bare en statue af et jakkesæt, ganske unheimlich. Sådan ser statuer af fx Peter Pan typisk ud, de er fantasifigurer - skabt udefra og ind - snarere end efterligninger af menneskekroppe.

At jeg knytter buekorps til bunad er vel også lidt vel spontant og har selvsagt noget med den strålende 17. maj-fejring at gøre: dette er både højtid for bunader og små drenge med trommer, hence my superficial conclusions. I 1999 gik jeg på Skrivekunstakademiet sammen med indtil flere unge intelligente mennesker, de fortalte mig alle hvor fabelagtig 17. maj var, why? Well, lad mig gætte. For det første, alle uddannelsesinstitutioner hiver ungerne med i optog fra de er helt små, videre så er det dagen hvor man "må alt" - hvilket vil sige at de fleste nok drak deres første øl, fik deres første kys etc, på denne dag (eller aftenen før, som er "ungdommens fest"). Det første år kastede jeg mig ud i fejringen som observatør, jeg så bl.a. et skue som jeg sent glemmer:

På festivalpladsen stod en høj pæl, på højde med en flagstang. Øverst oppe flagrede et par Armani-jakkesæt, en ung mand med mørk hud og dreads klatrede barfodet op ad pælen efter disse Armani-jakkesæt (ingen andre end han klarede det, ingen andre havde rette klatre-i-bananpalme-kompetance), rundt om stod de bunad-beklædte så og klappede. Det blev både første og sidste 17. maj-fejring for mig, siden er jeg gået i eksil hos en veninde udenfor byen eller bedre, flygtet til udlandet.

Men det overrasker mig stadig hvert forår at Norge har så ekstravagante karnevalistiske traditioner, også den såkaldte "russe-fejring" (når studenterne springer ud) er jo spredt ud over flere måneder (hvor den i Danmark varer en dag) og kræver bestemt russe-dragt (ikke bare en hat som i Danmark) og studenterne går sammen i grupper og køber party-biler (hvor man i Danmark lejer en hestevogn for en dag), etc --

Mettes historiske teori er interessant, selvom jeg ikke føler mig helt kompetent til at udtale mig. Det virker som om at 2. verdenskrig er mere præsent i mindet heroppe, på en eller anden måde, og nationalfejringen lever vel også videre i og med at dannelsen af Norge som selvstændig stat ligger tættere på i tid end den fx gør i Danmark? Prægningen fra Danmark er også stadig præsent i form af den igen-og-igen-opblussende sprogstrid mellem bokmål og nynorsk, noget som jeg også var helt paf over i 1999; de passionerede sprogdiskussioner som kunne bryde ud. Om unge mennesker har passionerede sprogdiskussioner i Danmark så er det gået over mit hoved. Teorien er at nordmænd generelt er ekstremt sprogbevidste og -kompetente, de er også de eneste i Skandinavien som ikke laver et skævt ansigt og siger "Could you speak in English" når en svensker eller an dansker artikulerer sig på sit modersmål, og dér kan man vel lave en teori som har med besættelseshistorie at gøre ...

Om der er kunstnere som har jobbet med nationalitet heroppe? Jeg husker at jeg så flere versioner af en punkbunad på en udstilling engang, men hvem som stod for værket husker jeg ikke. Der er helt sikkert flere eksempler, skønt jeg er lidt blank lige nu ... Jo, der er jo det her Lars Vilks-agtige projekt, konstruktionen af kongedømmet Fusa som vel kan siges at arbejde med identitet og grænser i det felt, hmmmm.

Jul-Larsen said...

Jørgen Larsson har jo jobbet litt med Buekorps. Og Kjartan Slettemarks budeie kan jo også være et eksempel på kunst som handler om det nasjonale, men han er jo strengt tatt svensk.

Gro said...

synes mette har noen gode betraktninger, nasjonalisme er jo tvetydige greier. Oppi Finnmark der jeg kommer fra er det faktisk ikke spesielt vanlig med bunad på nordmenn. Det er samene som bruker nasjonaldrakt der oppe, og det er klart det handler om identitet og tilhørighet mer enn nasjonalistisk grums. Hvis nordmenn i Finnmark opptrådte oftere i nasjonalkostyme tror jeg det ville bli tolket mer i politisk retning, slik mette er inne på.

andreas said...

17mai-feiringen er også en iscenesettelse av den norske nasjonens selvbilde. - ung, uskyldsren og fredselskende. Det må også være grunn til å påpeke det religiøse aspektet i dette - barn som syndfrie (mer syndfrie enn voksne ihvertfall) som representanter for en nasjon ren for skyld blant det europeiske orkesteret av gamle og tunge nasjoner.

Kun en digresjon dette, tilbake til temaet: bunader er et godt eksempel på hva den britiske historikeren kaller "invention of tradition". Nordmenn har oppfunnet en tradisjon der hvert dalstrøk/landsdel har sin etnisitet uttrykt gjennom klesdrakt. De fleste steder i norge i siste halvdel av 1800-tallet hadde den lokale tradisjonelle klesdrakt gått ut av bruk. De norske folkeopplyserne måtte derfor gjenskape og ikke minst gjenkonstruere disse lokale kolorittene. Til bruk for de fremvoksende motkulturene på landet, men også det danskpregede borgerskapet i byene

Mikkel said...

Findes der virkelig kun en eneste britisk historiker? Da håber jeg virkelig det er Hobsbawm, den lille fede kommunistjøde.

Susanne said...

(apropos Lars Vilks)

Susanne said...

(her er vel iøvrigt en diskussion som kunne trænge lidt Lars Vilks fremfor Goethe og Schiller, hm hm)

andreas said...

jepp selvsagt. Hobsbawm

Mette Moestrup said...

mange gode indlæg siden sidst - jeg har været bortrejst. især er jeg meget glad for begrebet "traditionel norsk modkultur". Mette

mrtn said...

Lars Vilks: "Bare man krenker ofte nok og lenge nok, så blir man ferdigkrenket."

Jeg har ett ord til Lars Vilks: Korstogene.

For the record: Det var 1000 år siden. Hvor lenge tok det å bli ferdigkrenket igjen?

Vilks er en dust. En historieløs dust. Vi burde ikke høre på ham.

Susanne said...

Jeg ved ikke hvor du har citatet fra, Martin? Og jeg ved ikke hvor frugtbart det er at komme strygende ind og kalde Lars Vilks for en historieløs dust eller hvad du vil, var der for meget Paul Grøtvedt i din kaffe this morning, eller hvad?

mrtn said...

Kilde.

Jeg mente ikke å være fruktbar, jeg mente å være avvisende. Han leker med litt for store kruttmagasiner til å være så eplekjekk.

Hvem er Paul Grøtvedt og hva gjorde han i kaffen min? (Jeg syns den var litt bitter i morges)