Cia snakker et slags multinationalt sprog, det kædes ikke sammen af tragik, kamp og krig, men af glæde, strålende. Hun holder en blå ballon, den punkteres med ét. Og Leevi, det er godt at det varer længe, det er som om hjernen begynder at koge, strubelydene mere og mere gutturale, latteren hysterisk. Sharks fik mig til at sige: "Det är alltså jag som är kollektivet Sharks" -- Senere spørger to forsig- tige piger mig om det virkelig er sandt, at jeg er Sharks? Hmm. 1-2-3-posér-som-ophav, som vi siger.

C og C har fødselsdag, nogen ved bare om C, andre bare om C. Vi synger forskellige navne, det er som om vi via sproget har skabt en kollektiv virkelighedsforstyrrelse, pludselig er alt ude af sync, eller også det modsatte, et rent stormvejr af korrespondancer. Aleksandr spørger: "Can you see through me?" Jeg svarer: "Yes, you're like a window". Vi læser to gange, anden gang simultant med en lille forskydning. Meget overraskende, jeg forstår pludselig russisk og har set de digte før som jeg ikke har set før.

To orange balloner kommer op af Sofias taske (eller hvor kom de fra), de flyver rundt i lokalet, alle ler som smølfer, har blå tænder. Mandag morgen 08:55, halvsovende ved computeren, men dette er vigtigt. Pludselig crasher en stor, sort fugl ind i vinduet, den sidder et øjeblik på en gesims hvor den ikke kan sidde, den ser på mig.