Fatih Akins film Auf der anderen Seite (2007) kører i et helt andet tempo end Gegen die Wand (2004). Dette er post-rock meditativt, svævende. Men ikke helt. Faderen Ali er bærer af volden, sønnen Nejat bærer af endeløs, svævende passivitet, et eget stille oprør: han er professor i tysk litteratur og det kærlighedsmøde som filmkonventionen tilsiger finder aldrig sted. Det eksplicitte oprør udfolder sig i og imellem døtre og mødre, og - selvsagt - mellem Tyrkiet, en gammel orden, og Tyskland, en ny orden. Moren Yeter arbejder som prostitueret i Bremen, datteren Ayten er et brag af en rå revolutionshelt som "becomes friends with" (eller forelsker sig i) tyske Lotte da hun må flygte ud af Tyrkiet på grund af sit politiske engagement.

Lotte og moren Susanne (lykkeligt gensyn med Hanna Schygulla) er begge drevet af romantisk overskridelsestrang, Lotte er netop hjemvendt fra tre måneders rejse i Indien, en rejse som hendes mor selv foretog på 60-tallet. At sætte datteren fri er at sætte sig selv fri og det ønsker Susanne ikke; hun er Hjemmet nu, hun er Hausfrau. Men mens mødre og døtre alligevel på en måde skal finde hinanden så sidder Nejat og venter på sin far på en strand i filmens sidste billede. Dette billede står. Bølgerne skvulper, intet sker. Nejat sidder ventende, åben, passiv. Og således også værket, med dette uforløste, åbne billede til slut.