Kraniet er det skinnende fakultet øverst på bakken, kraniet er den pansrede regeringsbygning, og det er mod kraniet slagene går, igen og igen. The loss of all faculties, de kæmpendes blik afslører en bevidsthed på vej mod ikke-bevidsthed, som puleansigter; krop- pens akutte tilstand lukker i rasende fart den øverste etage ned. Evolutionen går baglæns foran øjnene på os, reflekteret i de kæmpendes tågede blikke. Kroppene ligger låst i ømme positurer, skulpturelt indfiltrede. Men en langsom sekvens kan ikke vare for længe, en hånd vrider sig løs og hamrer 1-2-3 på et hoved. Når du mister dig selv vinder jeg. Når du mister dig selv sidder mit hoved som en krone på begge vore kroppe.

Citatet stammer fra min katalogtekst til Kjetil Kauslands performance No Más som udfoldede sig her i Bergen i lørdags. Siden er nævnte performance blevet anmeldt og i kommentarfeltet under anmeldelsen tørner repræsentanter for et kunsthadende FrP-seg- ment, dedikerede sportsfans og et par andre hoveder vakkert sammen som i et andet trafikuheld.