At læse et ritualstudie er en ganske anden erfaring end at deltage i et ritual. Antropologens forhold til ritualer kan sammenlignes med litteratens forhold til digte. Man kan hævde, at litteraten tager livet af den levende tekst, og at litteraturvidenskaben tager livet af poesien; tilsvarende kan man sige, at antropologens ritualbeskrivelser er dødkedelige i forhold til de levende ritualer, og at den tekstlige repræsentation distancerer sig fra ritualets kreativitet. Men litteraturkritikeren er også fødselshjælper for digtet, idet kritikken bringer digtet til live for den kollektive bevidsthed. Litteraten og kritikeren læser digtene og sætter dem i omløb. Hvis der ikke bliver taget stilling til digtene, dør de. Det er med andre ord kritikken, der bringer digtene ud i verden og holder dem i live, efter at digteren har ladet dem leve deres eget liv. Kritikken, fortolkningen og kommentaren bidrager til at forløse betydninger, som ligger gemt i digtningen.

Jørgen Østergård Andersen stating the obvious i indledningen til essayet "Rituel performance og æstetik. En gestus i tiden" fra 1993.