Grævling. Jeg er Grævling, mumler hun og føjer sig væk fremover i salen. Har jeg skabt denne dyrebevidsthed? Sådan som jeg reagerer, kun på lyd og syn. Jeg vil have (siger Grævling): overensstemmelse. Hvis der er bevægelse i ordene, stor og langsom eller hurtig og Som Sig Selv, hvis der er bevægelse kan ord ikke presses ud af smalle læber, at disse skal kunne gøre jobbet. Du har en krop, Digter! Op-træd! Overensstemmelse? siger Grævling – til sig selv denne gang. Dét eller modstand, modstand som en væg, modstand som døden. For i det har du en bevidst fremtræden. Du performer. Og ord kan ikke bare falde ud af smalle læber og gøre hele arbejdet selv.

Selvfejringen griber om sig. Dette er et uddrag fra en nu ni - ni - år gammel tekst (som ligger her) om Bergen Poesifest 2000, arrangeret af Henning H. Bergsvåg og Tomas Espedal. Grævlingen stammer to steder fra; fra mindet om en grævling som passerede mig i et fjeld- landskab i nærheden af Lillehammer i 1995, ud af dyret kom den sinteste lyd jeg i mit liv har hørt, og fra en vindunderlig novelle af Leonora Carrington som hedder "The Debutante" (OMG! Se, en fin dramatisering) hvor en hyæne debuterer i de finere selskaber, forklædt bag et afgnavet menneskeansigt.