Thursday, April 01, 2010

SC: Men hvis det var, at man i halvfjerdserne forsøgte at gøre noget ved skellet imellem det private og det offentlige, så var det med en forestilling om at man kunne krænge det private ud, at man kunne befri mennesket. Du siger noget andet – i antologien Virkeligheds- hunger skriver du at det autentiske blot er endnu et lag af fiktion, der er flere forskellige forskydninger af fiktive lag hvor det biografiske blot er et af disse?

Nielsen: Ja, men i forhold til attituderelativismen, så er hele projektet alligevel mere patetisk, smerteligt eksistentialistisk, havde jeg nær sagt. Man må endelig ikke blande det sammen med den del af attituderelativismen, postmodernismen, hvor alting bare er for sjov, et spil, du ved, man kan vågne op og være den eller den, som man behager. Den tragiske dimension er med overalt i Beckwerket, det er ikke en forestilling om at livet, identiteten og litteraturen kan være hvad som helst, der er en masse dødelige konsekvenser. Men det betyder ikke, at Beckwerket rider med på bølgen af det autentiskes genkomst. Kun som endnu en autenticitetskritik.

Christensens spørgespil --------------- her

3 comments:

Susanne said...

Man får bl.a. en god idé om hvad Bjørgulv Braanen tror Judith Butler går ud på right about here.

arne said...

Dette utdraget så veldig interessant ut, jeg ser fram til å lese Vagant-teksten. Jeg har ikke fått med meg hva Braanen har sagt om Butler, men noterte meg Dagbladet-'kronikken' for en ukes tid siden som 'avfeiet' poststrukturalisme med en fei. Veldig lite elegant, men det gav sikkert god gjenklang i menigheten.

arne said...

Eller med ett fei.