Sunday, May 30, 2010

A shudder of recognition traveled through my body: I was the alien - a chameleon, androgynos, not like the others with their rigidly defined roles ... I could change my sex as easily as I could change my hair color.

Cherie Currie: Neon angel. A Memoir of a Runaway. Apropos 1 + 2 + 3. Det har med køn at gøre, men handler også om hvad som er muligt. Norge danser mulighedsbegrænsningsdansen, i "folkets" navn. Cheers

4 comments:

Susanne said...

Læsning af kommentarfeltet under Gulliksen-artiklen fik mig til at ligge skælvende i fosterstilling og mumle uforståeligt om at djævlen snart tager over Norge. Denne mangehovedede, aggressivt anderledestænkende Anden ved jeg ikke hvordan jeg skal deale med.

arne said...

Susanne, jeg leste også deler av kommentarfeltet på NRK. Man blir så sliten, så sliten.

Susanne said...

Tak, Arne. Forresten et fint sted for en liten reklame, Anders Johanssons nye bog. Johansson holdt foredrag på Lillehammer og mindede mig bl.a. om essayet "Yttrandeofrihet" som Klassekampen publicerede i forb. med anmeldelsen i 2008, en yderst aktuel tekst med tanke på de seneste Lars Vilks-krumspring. "Ondskab" plejer ikke være del af mit vokabular, men noterer mig at "Fanden" havde sneget sig ind i min anmeldelse af Jacques Rancière og "djævlen" figurerer altså i min kommentar herover.

Susanne said...

Jeg kan iøvrigt ikke anbefale Cherie Curries bog. Masse misbrug, primært fra ekstremt usympatiske Kim Fowley og Lita Ford plus en klistret happy end hvor alle blir gift og får børn og ender op som happy chainsaw caving fitness trainers.