Saturday, October 23, 2010

Anmeldelse af Geir Gulliksen: Forenkling --------------- her.

2 comments:

Susanne said...

Jeg er ingen specialist i modernistisk malerkunst, men det er Mondrian jeg tænker på, igen - måske det er Patti Smiths skyld ("The abstract streets/ The lights like some switched on Mondrian"), men også Picasso, de papagtigt hakkede skygger. Jeg legede med en tanke, at både mørket, men også Kunsten, begynder at strømme ud i midten af den her hverdagsrealisme som næsten alle norske romanforfattere har lænket sig til. Som om det hverdagslige kan strækkes ud og strækkes ud indtil abstraktionen igen begynder at pible frem i midten af det hele, right in yer face. Skal finde eksempler, men det går mest på Kim og Kristin, måden de reagerer på hinanden (parodi): Han var blå, hun blev grøn, han så ned, hun så op, han vendte sig væk, hun krummede sig sammen, hun blev sort, han blev orange, etc. Her er hvad jeg skrev om Ørstavik:

"Mot slutten blir de indre tilstandene stadig mer abstrakte; i lange passasjer oppløser Rakel og Pauls indre seg, som om de var malerier av Piet Mondrian, hvor det fylte og det tømte, det stengte og det åpne, det myke og det kantete blir til søkende penselbevegelser, sarte fordelinger av intensitet over et lerret."

Susanne said...

Om Gulliksens foregående roman Tjuendedagen her.