Et af mine egne Kate Bush-øjeblikke handler om den "modne" version af "Wuthering Heights" fra opsamlingsalbummet The Whole Story, hvor vokalen er krævende og voldsom. Jeg skulle skrive engelsk stil (en sjælden, frit formuleret opgave) og hørte på denne sang, og det var som om noget greb mig, som om mit rum pludselig havde udvidet sig, som om jeg kunne skrive ting jeg ikke kunne tidligere, med et slag. Jeg skrev en mærkelig tekst om Kenzo and the Mighty Old Marlboro Man, egentlig en historie om vanvid og mandsroller, om en ensom mand som identificerer sig med et reklameskilt, han lever højt oppe i en skyskraper og har et køligt blik på verden. Han har drømt sig væk og vil ligne Marlboro-manden, men nede på gaden knuses drømmen, heldigvis. Jeg husker ikke helt, men manden støder ind i nogle folk som lærer ham at det er ok at være følelsesmæssig, glasklokken knuses og han kan fri sig fra identifikationen med det kontrollerende, maskuline blik.

Refuseret sektion af en Kate Bush-relateret samtale som Hval og Christensen p.t. forsøger at udskrive. Yes, we ain't afraid of no Emoconceptualism.