Gabriel Michael Vosgraff Moro viser sin pinlige mangel på feministisk dannelse allerede i første sætning af sin MB-anmeldelse af Ingrid Z. Aanestads roman Stormkyss. Moro mener at finde en slags designtrend som handler om bogomslag med to småjenter på forsiden. Vi kan gerne tale om design, men hvorfor ikke tale om litteratur i stedet? Kan man være så modig at foreslå at der findes en ny homosocial litteratur med feminine fortegn?

Moro betegner Aanestads romaner som "novelleagtige" (underteksten fortæller os at det episke mangler; det "rigtigt" romanagtige). Moro er tilsyneladende positiv, men det er alligevel svært at overhøre foragten: "Ikke minst har Aanestad gjort tedrikking til noe som kan ligne en litterær signatur. I alle bøkene drikkes det store mengder te, mens regnet pøser ned ute og lukker seg rundt kvinnene og deres tenkende, følsomme og menstruerende kropper."

Moro trækker frem et citat, et af de få i romanen hvor reminiscenser af maskulinitet dukker op: Pletter på nethinden sammenlignes med sædceller som videre idenitifceres som "ikkje noko" ... hvad reagerer Moro på, ved han det selv? Udenforheden? Kan Moro identificere sig selv som provokeret, som udestengt, og klarer han at skrive selvrefleksivt om denne erfaring? Svaret er desværre nej.

Moro har tidligere anmeldt Aanestad og fik dengang "kjeft av en kvinnelig anmelder" - well, Moro. Du får hermed kjeft af hende endnu en gang. Den sidste sætning i Moros anmeldelse er en misogyn fanfare hvor Hemingway kaldes ind som en reddende fallos. Moro misser her chancen til at undersøge og afsløre sin egen kønsspecifikke tiltrækning til "en rigtig forfatter" som Hemingway (med et mandligt heppekor rundt sig) som på alle måder oser af pik.

Mine anmeldelser af Aanestad --------------- her & her.