En ung John Lennon portræteres i Nowhere Boy – dette er fortællingen om drengen før kunsten, hvor den komplekse morsrelation, præget af incestfantasier og sorg, beskrives som den direkte årsag til at Lennon kaster sig over rock 'n' roll; musikken er ren drift, den er en effekt af livet. Filmen har ét niveau – hverdagsrealismen – og fortælles stort set kronologisk. Det skal siges at filmen næppe forsøger at forklare hele Lennons karriere udfra forestillingen om kunsten som spontan og organisk. Dog, metapoint? Morsrelationen er altafgørende for den kunstneriske impuls.

Filmen om Allen Ginsberg tager navnet fra hans kendte digt "Howl" og er en collage hvor forskellige niveauer flettes sammen: Ginsberg læser digtet for et publikum, digtet illustreres i en (lidt klam) animation, Ginsberg interviewes og vi følger også den komiske rets- sag mod "Howl". Filmens dagsaktuelle metapoint handler om ytrings- frihed, her forstået som retten til at begære den man vil i kunsten og livet, og beskriver Ginsbergs poesi som en politisk-empatisk gestus mod alternative måder at være i verden: Andre begærsformer plus diverse selvdestruktive kunstnersjæle og psykisk syge. Sidstnævnte er repræsenteret ved Ginsbergs lobotomiserede mor - her findes altså også en morsrelation og et specifikt begær som former den skabende, men Howl har et kunstværk i centrum, som fremvises som et værk i værket, eksemplarisk kontekstualiseret.