Ubehaget sprer seg også til denne anmelderen: det er som om disse virkelige personene (!) som lever der ute (!) har slått ring rundt den gravalvorlige forfatteren. Det er som om de har gjort verket hans urørlig; jeg vil presisjonsbombe, men kunne jo for pokker komme til
å skade sivilbefolkningen.

I 2008 skev jeg om Himmelarkivet af Gaute Heivoll og var i den forbindelse inde på de virkelighedseffekter som konstruerer forfatteren som urørlig, og i Heivolls tilfælde desuden også som genial; konstant slået af spontane syner og indsigter. Før jeg brenner ned (2009) insisterer stadig på at være vidnelitteratur, men Heivoll kommer udenom Holocaust og den slags politisk roderi og kan i kraft af det centrale ild-metafor meget bedre nærme sig det som egentlig er kernen i projektet, nemlig at præsentere to parallelle fiktioner og påstå om dem at de er virkelige: Det som ses (relativt beviseligt bygget på fakta) og den som ser (100% hardcore forfattermytologi).