Monday, January 03, 2011

Ubehaget sprer seg også til denne anmelderen: det er som om disse virkelige personene (!) som lever der ute (!) har slått ring rundt den gravalvorlige forfatteren. Det er som om de har gjort verket hans urørlig; jeg vil presisjonsbombe, men kunne jo for pokker komme til
å skade sivilbefolkningen.

I 2008 skev jeg om Himmelarkivet af Gaute Heivoll og var i den forbindelse inde på de virkelighedseffekter som konstruerer forfatteren som urørlig, og i Heivolls tilfælde desuden også som genial; konstant slået af spontane syner og indsigter. Før jeg brenner ned (2009) insisterer stadig på at være vidnelitteratur, men Heivoll kommer udenom Holocaust og den slags politisk roderi og kan i kraft af det centrale ild-metafor meget bedre nærme sig det som egentlig er kernen i projektet, nemlig at præsentere to parallelle fiktioner og påstå om dem at de er virkelige: Det som ses (relativt beviseligt bygget på fakta) og den som ser (100% hardcore forfattermytologi).

4 comments:

Susanne said...

Anmeldelsen forsøger at sige noget komplekst på kort tid (før deadline) og med lite plads (en vanlig grundbetingelse), og man kunne have lyst at rydde op og korrigere visse fejl. Men samtidig er de såkaldte fejl også ganske interessante. Her ser det fx ud som om at "fiktion" og "virkelighed" er frit udskiftelige størrelser, hvilket man jo kan argumentere for:

"nivåer av virkeligheter, hvor diverse fiktive lag får plass i gradbøyet form."

Bemærk også samtalen med Gro i kommentarfeltet, jeg skriver:

"Jeg forstår ikke dette du skriver: "Historien dramatiseres ikke ved hjelp av kunstneriske virkemidler" - stilen er jo ekstremt tilgjort, især i Theodora-afsnittene? Er der ikke tale om en slags hypnose hér som gør at læseren distraheres fra stilgrebene og forføres til at flyde hen i affekt? Kunsten har gjort sig usynlig for læseren? Jeg mener, det er da næppe en ædruelig påstand, at historien ikke dramatiseres ved hjælp af kunstneriske virkemidler?!"

Gro said...

hei Susanne, dette hadde jeg helt glemt, og sorry at jeg ikke fulgte opp diskusjonen fra den gang. Jeg tar tilbake at "historien ikke dramatiseres ved hjelp av kunstneriske virkemidler". Selvsagt gjør den det.

Susanne said...

Gro, desværre har jeg taget din lille slip of the tongue med mig videre, den er inkorporeret i et essay om Lars Norén, trykt i OEI og i den kommende bog.

Gro said...

Det er bare bra, gi kritikerne inn, det fortjener vi. På den andre side så mener jeg fortsatt at Heivoll sin måte å inkorporere ethos i sin egen tekst er mye mer interessant enn abstrakte diskusjoner om det samme tema. Men på den tredje side: Stol aldri på en forfatter.