Anmeldelse af Hélène Cixous: Sypress --------------- her.

Fint indslag om Oksanen her. Senere snakker jeg lidt om Grimsrud.

A jellyfish, en gople, en manet ---------- eller en vandmand.
95% vand, men stadig af hankøn. Lyt her.

Det er fort gjort å glemme at situasjonen er konstruert når man konfronteres med slikt som dette, distansen mellom meg og den andre utviskes i takt med at institusjonens hvite vegger blir stadig mer irrelevante og til slutt bare er der for å holde alt dette sammen, slik at det ikke forsvinner fra den samtidskunstkonteksten det kommer fra.

Fin sætning fra Tommy Olsson MB #5, anmeldelse af Tino Sehgal.

Vi er her – i Kunstakademiets festsal med tyve meter til loftet – og jeg står og sludrer på podiet i et håbløst forsøg på at præsentere nogle punktvise nedslag i egen Nielsen-forskning, som den har udfoldet sig gennem 00'erne. Vi er samlet for at bestemme Nielsens ontologiske status, og det står mig klart, at vi kommer til at fejle, som en serie fordoblinger i et spejl kommer den charlatanagtige avantgarde til at mislykkes i sine forsøg på at definere den heroiske avantgarde som mislykkes i sine forsøg på at overskride livet og kunsten, men som alligevel snurrer rundt, folder sig ud og strækker sig, hjuler afsted og er i flux, skudt ud som en pil på himlen.

Funus Imaginarium afholdt seminar i november 2010, og nu lyder rygterne om en udgivelse. Vi får se om de vil have min tekst.

De fører langsomt røret ind gennem min mund og ned i maven. Det mærkes tydeligt hvordan røret – et mindre støvsugerrør med et kameraøje yderst – snor sig indvendigt og følger de bløde tunneller. Det er vigtigt at jeg holder hagen løftet, patienten kan faktisk dø hvis hagen sænkes mod brystet mens røret stadig er derinde. Den surmagede kritiker er en kliché, men også en fysisk realitet. Kritikerkroppen lever et stresset liv, og af og til sætter det sig konkrete, fysiske spor. Denne gang finder lægerne ingenting, men de har for evigt givet mig en oplevelse af et indtrængende instrument som fylder kroppen mens den gispende og rallende udstøder slim og spyt.

Atle Christiansens Kritikarboka vækkede minder om en gastroskopisk undersøgelse. Anmeldelse i Norsklæreren snart.

Anmeldelse af Thea Selliaas Thorsen: Kom ikke uten begjær. Billedet er en hyldest til kvinder som kan swinge en solid harpe, lyre eller lyre-guitar som fx Sapfo, Mette Moestrup, Jenny Hval + PJ Harvey.

Til tross for at jeg er [enig] med Christiansen i mange enkeltavsnitt, gir den samlede lesningen av Kritikarboka meg lyst til å advare mot den skolerte anmelder med gullstjernemerker, og forsvare den flate, klønete litteraturen, den som prøver på for mye og som ikke helt finner formen, og ikke minst den som vi ikke er rede for ennå.

Jeg kunne ikke være mere [enig] med Tonje Vold, eller sagt på en anden måde: Kritikarboka fungerer bedst som en omvendt lærebog. Christiansens paternalske love styrter mig ud i et hav af perversion.

Sakprosaforfatterne trenger ikke mer paternalisme, men skikkelige arbeidsforhold. Lorentzens forslag går ut fra at de aller fleste medlemmene i NFF allerede har lønn og nok av penger, men at de kunne trenge litt mer ære. Men de som vil drive med sakprosaskriving på heltid er ikke interessert i ære - det er en ting de har nok av.

Det er ikke svært at være [enig] med Espen Søbye i at sagprosa- forfattere næppe trænger flere priser, men snarere ordentlige arbejdsforhold. Hvor mange debatter har ikke været afholdt igennem 00-tallet hvor skønlitterære forfattere har savlet over koncepter som "virkelighed i litteraturen" og "den politiske roman" ... essayistikken gennemgår en opvurdering parallelt med den performative vending; den er en "virkelighedsgenre" som opererer i grænselandet mellem sag- og skønlitteratur, men den kulturelle kapital kommunikerer ikke med den økonomiske, hvor sagprosaforfattere stadig er underlagt et bizart teksthierarki. Nogen bør ganske rigtigt storme DnFs Fiction Factory. Se op for sexy sakprosa.