Lotte har det i sig, det siger Erik også, han kan se den slags, siger han, og det er ikke til at slippe af med. Det er ligesom de heste, der sparker, de trøjer der stikker, de strømper der løber, de sandkorn, der ikke sætter sig i en østers og derfor aldrig bliver til perler; det er den måde, hvorpå solen aldrig når ind i hjørnerne, den tørre varme, der aldrig bliver gårdhavernes, aldrig bliver de engelske havers, der er ikke noget at stille op, der findes så meget, men ingen tålmodighed er stor nok.

Lotte er en hest som har bidt jeg-fortællerens veninde, tror jeg nok. Lost i sproghvirvler hér. Læser Josefine Klougart: Stigninger og fald