I hvilken grad er det konstruktionen "Gaute Heivoll" fra romanen Før jeg brenner ned som vinder litterære priser? Og hvilken rolle tildeles diverse ofre for pyromanbrænde (som Heivoll skriver om) og psykisk syge? På mig virker de ofte som effekter i forfatterens megalomane selvfremstilling. Spotlyset falder i sidste ende på forfatteren: Ilden bliver i Heivolls roman en fabelagtig og nærmest religiøs metafor for skriften som ildspåsættelse, mens Grimsrud putter de syge ("the real") i håret som roser og poserer for fotograferne.

I forlængelse af K. Haugens kommentar i lørdags-KK til modtagelsen af seneste Heivoll-roman: Kritisk replik fra undertegnede som stod på tryk i Vagant #1/2011. Her er mere conflicted Heivoll fra 2008.