Saturday, November 12, 2011

Anmeldelse af Gøhril Gabrielsen: Skadedyr her. 3000 tegn er tæt på smertegrænsen i forhold til hvor kort en anmeldelse kan være, men jeg kan måske nævne at de to bøger jeg tænkte på i forhold til værkformen er Claus Beck-Nielsens debut fra 1997 Vejlederne. To fortællinger og endnu mere off Kanalbyggarnas barn (også 1997) af Lars Jakobson som er et regulært cut-up-værk hvor forskellige historier klippes sammen på en brutal, men alligevel suggererende måde. Se iøvrigt Lasse Midttuns fine læsning af Gabrielsen i Morgenbladet 11/11/11, på nær én ting: Spoiler alert, big time.

3 comments:

Susanne Christensen said...

Midttun skriver bl.a. følgende i Morgenbladet:

"Det har vært hevdet at denne romanen først og fremst er «rar». Tja. Gøhril Gabrielsen har i hvert fall vist vilje til å eksperimentere, til å bringe sammen fortellinger og gi leseren muligheten til så å si å lese to bøker på en gang. Mange partier er medrivende og sterke. Men hun har ikke skrevet noen perfekt roman. De to plottene er hver for seg ganske forutsigbare [...] Overgangen som konstituerer sammenhengen mellom historiene virker noe kuriøs: For å få summen til å gå opp, må Gabrielsen [...] Puslebrikkene har ikke passet helt sammen, og forfatteren har grepet til løvsagen. Men det er ikke så lett å tenke seg noen veldig smidig sammenbinding av disse to historiene, som altså foregår på hvert sitt kontinent, over to århundrer fra hverandre i tid. Gabrielsen skal ha for forsøket og for et upåklagelig ambisjonsnivå [...]"

Her skriver forfatteren altså ikke noget mærkeligt ("rart") som det påstås i Dagbladet, snarere roses hun for eksperimentviljen, men hun fejler alligevel når hun skal få forskelligartede historier til at passe sammen og blive til en "perfekt roman" ... tjah.

Susanne Christensen said...

Re: Beck-Nielsens Vejlederne. To fortællinger. Nej, det er ikke en novelle-samling, intet er _samlet_ her, og de to historier har ingen villede koblinger som skal hinte til roman-formen, men de er stadig forbundne på subtil vis, fx kan man sige at de handler om at møde Den anden i henholdsvis indre og ydre former, men dette point ekspliceres aldrig. På forsiden findes iøvrigt en krussedulle, en slags labyrint, som er åben; den danner ingen afsluttet helhed.

Susanne Christensen said...

På NRK fandt jeg netop en anmeldelse af en anden bog med et meget generøst forhold til romanformer og helheder.