T-shirt vi fantaserede om i 2010.

Kulturkamp kan altså referere til en ideologisk strid som primært spiller sig ud på fjernsynsskærme og i avisoverskrifter, som del af den generelle tivolisering af sandhederne. At have offentligheden summende i hovedet kan af og til være som at vandre i et landskab inspireret af Burroughs og Deleuze, hvor sproget former sig som virus eller krigsmaskiner som spiser af hinanden, et våbenkapløb hvor software stjæles og kopieres i en uendelighed, som Katla og søuhyret der styrter kæmpende i dybet. Dermed blir også tivoliseringen et personligt anliggende: I det øjeblik kritikeren eller forskeren gør noget andet end at sysle med at rangere kunstobjekter i et æstetisk hierarki og kobler forskningsobjektet til en bredere kulturel sfære, i det øjeblik hendes projekt får en etisk dimension, er hun også del af en slags kulturkamp. Der findes sådanne hære, én-kvinde-hære, og det er sikkert også en frugtbar indgangsvinkel til visse forfatterskaber.

Om min kulturkamp og Eia/Ihles fra Vagant #3/2010 her.

Kiasma 2010.

I sin klassiske poetikk regner Aristoteles plottet for å være det viktigste elementet i et teaterstykke. Et plot må ha en begynnelse, et midtparti og en avslutning, og delene skal stå i et kausalt forhold til hverandre, ved å enten være nødvendige eller sannsynlige. Denne oppskriften har gått sin seiersgang gjennom tidene, selv om den også har møtt kritikk og sabotasjeforsøk. Men sjelden har vel Aristoteles fått fingeren så massivt som av Vibeke Tandberg i hennes romandebut. Årsakssammenhenger goodbye.

Anmeldelse af Vibeke Tandberg: Beijing duck her.

Sidste interview med Sæterbakken + Vagants mindeord her + her.

Anmeldelse af Bjarne Melgaard: A New Novel --------------- her.