Kulturkamp kan altså referere til en ideologisk strid som primært spiller sig ud på fjernsynsskærme og i avisoverskrifter, som del af den generelle tivolisering af sandhederne. At have offentligheden summende i hovedet kan af og til være som at vandre i et landskab inspireret af Burroughs og Deleuze, hvor sproget former sig som virus eller krigsmaskiner som spiser af hinanden, et våbenkapløb hvor software stjæles og kopieres i en uendelighed, som Katla og søuhyret der styrter kæmpende i dybet. Dermed blir også tivoliseringen et personligt anliggende: I det øjeblik kritikeren eller forskeren gør noget andet end at sysle med at rangere kunstobjekter i et æstetisk hierarki og kobler forskningsobjektet til en bredere kulturel sfære, i det øjeblik hendes projekt får en etisk dimension, er hun også del af en slags kulturkamp. Der findes sådanne hære, én-kvinde-hære, og det er sikkert også en frugtbar indgangsvinkel til visse forfatterskaber.

Om min kulturkamp og Eia/Ihles fra Vagant #3/2010 her.