Den här kritikern har inget ansikte, hon har gjort sig diffus inom ramarna för de officiella nationella systemen. Hon kopplar in sig i och ut sig ur en litteraturkontext, en konstkontext och en musikkontext i minst tre-fyra nordiska länder, där hon skriver och talar på beställning. Hon är knappt ens mänsklig, men hon är något annat: Hon är in flux, hon är levande.

Ord& Bild oversatte i #4/2011 mit essay At flette hår som oprindeligt var lederteksten i Vagant #1/2007. Den här kritikern har inget ansikte, dette tænker jeg på når jeg læser Annelie Babitz om nethad. I don't know? Jeg nævnte for nyligt Babitz i en tweet og fik straks meldinger fra det som ligner organiserede svenske antifeminister. Efter Eiagate sidste oktober fik jeg en del støtte, men ikke meget af dette stod på tryk i officielle medier. Redaktør i Ord&Bild Linda Östergaard kommenterede imidlertid sagen i sit efterord til At flette hår. Teksten kan nu læses på nettet i sin svenske sprogdragt plus Östergaards efterord. Her til højre på bloggen er et lille identitetstræ vokset frem, en række me-links som er ment som et alternativ til flommen af hate og misforståelser. Jeg er også glad for Lyra Ekström Lindbäcks tankevækkende læsning af Den ulne avantgarde i Kritiker #24/25. Tænker over dette: Men hur kan hon då handtera det här namnet, det här ansiktet? Fremhäver hon dem tills de spricker?