I skrivende stund er det stadig oktober, undertøjsmodellerne skal nok komme, som en glitrende flåde fra det ydre rum, men indtil videre må vi leve med Lana Del Reys melankolske Nancy Sinatra-fjæs som synes at se let anklagende på os fra et eller andet fjernt hippie-dødsrige. Døde kærligheden igen nu, døde håbet igen nu, er det tidsånden? Lana er ingen krop, hun er først og fremmest et ansigt, en bleg måne som snor sig igennem Oslos gader som totaldekoration på byens sporvogne. Hvorfor er døden så hot, er der intet gadeoprør som kan holde os varme denne vinter?

Mere i Vagant #4/2012. Teksten handler også om Myhre, Petterson og Vaage.