Friday, November 30, 2012

Jeg er omgivet af bløde, lilla vægge på alle sider. Det må være mit første minde, at være inde i dette bløde, eftergivende rum og føle stor fryd. Louisiana-museet i Humlebæk nord for København havde i 70'erne en slags interaktiv udstilling for børn, en udstilling hvor man var fri til at lege. Man skulle ikke være stille, man skulle ikke holde fingrene væk fra kunsten, man skulle derimod gå ind i den og bruge den, noget som ligger nær børns første impuls; at undersøge sine omgivelser på en direkte og fysisk måde. Jeg er født i 1969 så i 70'erne er jeg i mine første leveår. Jeg har set fotografier fra det første sted vi bor på Østerbro, men jeg husker intet fra den tid. Derimod husker jeg en stor, intens glæde når flokke af børn spredes ud over græsplænen ned mod vandet på det parkområde som hører til Louisiana-museet. Himmelen er grå den dag, det har regnet. Også de udendørs arealer er bygget om i anledning af udstillingen og blandt andet ligger en stor, lilla kvindekrop på ryggen i landskabet. Vi passerer ind i kroppen mellem kvindens ben og indenfor er rummet blødt og blævrende, konstrueret af plastikpuder fulde af rødligt lilla vand. Der er et underligt lys i rummet, vi er mange derinde, en kakofoni af stemmer. Jeg strækker min
lille krop og danser, bokser lykkeligt med hænderne mod de bløde vægge.

Skriver på et otte kilometer langt essay til Norsk kulturråd, således lyder min emo-indledning på nuværende tidspunkt.

No comments: