Thursday, January 31, 2013

Den 12. april 2012 spiller det danske punkband Iceage på Landmark i Bergen. Forsangeren, den 18-årige Elias Bender Rønnenfelt, giver et mærkeligt og urovækkende indtryk; han virker blind, men også ude af kontrol, konfronterende og autentisk utilregnelig i forhold til genkendelse af hvor grænsen går mellem scenen (som er gulvet) og publikum. Blindheden, spasmerne og den anti-erotiske renfærdighed vækker minder om Joy Divisions frontmand Ian Curtis, samtidig med at den sensuelt opspærrede mund virker som et klassisk rockcitat à la Jagger og Morrison. Iceage kommer ud af et aktivt musikmiljø i København, og har dermed endnu mere kraft bag sit fuck you. Før dem indtager de næsten identiske Lower fra samme miljø scenerummet, de spiller både højere og dårligere og har en forsanger som er mindre god til at kanalisere den rebelske rock ned fra en sky; han hopper uregérligt rundt iført en grå sweatshirt som hverken kan forstås som et stilcitat eller et stilbrud.

Iceage har opnået international opmærksomhed allerede, deres plade med den typiske titel New Brigade (2011) annoncerer det militant nyes ankomst (encore une fois) på en overbevisende måde, og en eller anden vågenhed trigges faktisk dybt i mig, en kvalitet som jeg bedst kan beskrive som grain – tekstur – noget som stryger over huden og efterlader et mærke, noget som måske har noget genkendeligt i sig, men som ikke støtter sig til genkendeligheden eller til citaterne på en fiffig måde.

Starten på denne tekst i 10TAL, #8-9 2012. Iceage i Berlin i kveld og på Matador snart. Det med den grå sweatshirt er en slags vittighed, lol. Se Morrison-citaterne i videoen.

No comments: