En foredragsholder lægger ud med at tale om duft, duften af sommer. Den duft vi sidder midt i et eksempel på, i det lyse rum. Duften er til forskel fra blikket – det overskuende – knyttet til dybereliggende irrationelle impulser i os. I sommertiden indtager vi fosterstilling, vi rejser hjem, regredierer for en tid. Duftmindet er vores mest arkaiske minde, siger han. Duftmindet er som fædrelandsfølelsen: irrationelt, som en slags natur i os – ja, fædrelandsfølelsen: vi er næsten født med den?

Det er bare at lytte til de nationalsange vi endnu synger, som et mekaniseret gu-gaaaa-gu-gaaaa-gu-gaaaa løsrevet fra sin nationalromantiske 1800-tals kontekst: vi er børn af den danske muld, vores moder er landet og sproget, sproget og landet, så konkret som blodet der banker i kroppene.

En gang var det generne, den medfødte essens, der reddede den grimme ælling fra at blive ordinær som sine mobbere i andegården, nu drager alle verdens fugle i farver i skole og lærer sig sprogkoder med hvilke de kan forvandle sig selv. Vi taler om konstruktion af identitet, identitetsarkitektur. Der ligger både et kim til forandring her, i den slags tale, så vel som truslen om opløsning, mener nogle, en klang af noget farligt kunstigt, noget køligt – både angst og magt taler for faste identiteter.

Jeg genfandt netop en tekst fra 2005; Tre teser om litteratur og national identitet trykt på swingende nynorsk i Syn&Segn #3/05. Skriver om et lignende tema i Den danske kulturkanon revisited trykt i Demo, sandsynligvis 2006.