Friday, January 11, 2013

Et af Skandinaviens mest aktive indieforlag lige nu er danske After Hand med ildsjælen Mathias Kokholm ved roret. Jeg læste tilfældigvis Andersens Wank back to back for nogle dage siden. Konceptuel poesi har været oppe til debat, blandt andet i Vagant, og denne udgivelse er vel et godt eksempel på at noget af det konceptuelle framework bliver ligegyldigt til fordel for det materiale som bruges. Samlingen og sammensætningen af H. C. Andersens bogføring af egen masturbationspraksis, fx "Sandseligt stemt +", men også ofte korte noter om hvad som har opstemt ham, så som alkohol, samtaler med kvindekønnet og litteratur, specielt eventyr, og de tomme sider hvor disse tegn mangler i flere år, er strålende og rørende læsning.

Vanessa Place har samlet materialet og tilføjer Wikipedias artikel om Andersen. Godt, det fylder mange sider, men vi får at se hvor lidt noten om hans seksualliv fylder i forhold til den lange række af eventyr han har skrevet. Så repræsenterer hun Freuds beretning om Lille Hans (lettere overflødigt) og tilføjer en übercerebral analyse af Andersens brug af henholdsvis pi og plus for hver gang han masturberer. Videre har Martin Glaz Serup skrevet et forord hvor han fortæller om omstændighederne omkring udgivelsen (folk mødes, historier fortælles), en del information om ham selv og hans kommende udgivelser og en opremsning af litteratur som er kommet for nyligt om konceptuel poesi som vist skal bevise at fænomenet er up-and-coming, som en ventende tsunami. Sorry, stryg. Andersen wins.

2 comments:

Susanne Christensen said...

Forslag til titel på en anmeldelse: "Hvem er det som wanker?"

Susanne Christensen said...

Well, cerebralt kan være sexy, det er klart, men man må som redaktør og poesiproducent stadig tage i betragtning hvad man reagerer på spontant, hvad kilder, hvad skaber varme når man læser, hvad er rørende, etc. Følelsen af at noget er godt. Place må være lige så god som Andersen, også når hun selv skriver, uanset om hun skriver om helt andre, svært cerebrale emner.

Og hvorfor ikke gå ind på eventyret som genre? Serup er for så vidt allerede igang, konceptboomet har åbnet for et gigantisk, rhizomatisk eventyr hvor networking og karrierer også er at betragte som lag af den konceptuelle poesi, så hvorfor ikke skrive et eventyr? Eventyr om diverse indiefællesskaber, døde som levende, bliver jo alligevel allerede produceret hér og dér og alle vegne. Også Serup må være lige så god som Andersen, one way or the other. Gimme eventyr.