Hans hjerte slog hastigere og hastigere, da Daisys hvide ansigt nærmede sig hans. Han vidste, at når han kyssede denne unge pige og for bestandig viede sine lønligste drømme til hendes flygtige ånde, kunne hans sind aldrig mere blive let som en guds. Derfor ventede han, lyttede et øjeblik endnu, mens en stemmegaffel blev slået an mod en stjerne. Så kyssede han hende. Da hans læber berørte hendes, foldede hun sig ud som en blomst for ham, og hans drømme havde én gang for alle taget menneskelig skikkelse.

Skæbnekys så det batter hos F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby (1925) som er på vej i Baz Luhrmanns version i maj med Carey Mulligan som Daisy Buchanan. Læser let vårmelankolsk en dansk version stjålet på et bibliotek i de københavnske forstæder i 80'erne.