Klassekampen interviewede mig i anledning af modtagelsen af Frode Saugestads debutroman, her + her. Forsøgte mig med et kapitalisme-positivt sprog, forfatteren selv vil bare citere Jacques Derrida. 20% kom i avisen.

Hva skal til for at den selvbiografiske sjangeren skal bli vellykket som litteratur, og ikke bare blir selvutlevering?

Jeg ville snarere tale om selveksponering eller self branding som hele verden jo driver med dagligt. Jeg ved ikke i hvilken grad Saugestad udleverer sig selv, men det har han jo kontrol over, det er snarere et spørgsmål om hvem han ellers udleverer; folk som ikke er indforståede, hvorefter der bliver sager i media og måske endda i retten. Alt dette er en performativ kunstnerisk strategi som vi har set meget til siden Claus Beck-Nielsens biografiprojekt fra 2003 og endnu længere tilbage. Strategien er effektiv self branding, altså en vej til success, samtidig med at den har potentiale til at nå ud over den litterære institution, forbi det vanlige modtagelsesapparat og skabe bølger i media. Det er samtidig en potentielt politisk strategi, hvor man kan anspore til debat om etiske problemstillinger, men ofte lykkedes ikke dette, da bliver det tydeligt at det kunstneriske talent ikke rækker. Kunsten er desværre stadig kunst, og der findes selvsagt både god og dårlig multimedial kunst og performance.

Er det en fare for at det selvutleverende elementet i en roman kan bli så dominerende at det står i veien for mer interessante aspekter ved boka?

Hvis Saugestad er citeret korrekt i Aftenposten så ønsker han at vække følelser og tjene penge, eftersom han forsørger små børn. Alt dette er helt legitimt, men projektet fejler hvis det ikke også fungerer som kunst og bare skaber støj i media, som allerede er ekstremt støjforurenet.

I hvor stor grad tror du det selvutleverende elementet kan bli brukt av forfattere for å skape godt salg og blest om sine bøker?

Vi må være pragmatiske og sige at en forfatter er en person som skriver, som driver med kunst, men som også bliver læst og muligvis sælger bøger. Forfatteren kan sjældent undgå opmærksomhed, selv Thomas Pynchon kan ikke undgå opmærksomhed, at være sky i forhold til media skaber et enormt sug. Performative kunstneriske strategier tænker den biofaktiske forfatter ind i projektet, men hvis det bare er hendes ansigt vi sidder tilbage med, og ingen væsentlige, eksistentielle spørgsmål, bliver det lige så tomt som kjendispressen.