Nogle random snapshots fra New York skulle begynde at strømme ind her.

Förstår ni varför det är fruktansvärt? Det finns inte ett enda namn som är fel. Baksidestexten är en kompakt vägg av buzzwords och namedroppingnamn. Där finns ingenting av den heterogena blandning som antyder en personlig smak eller en genuin, oplanerad upptäckt. Kan man verkligen vara så konsekvent ensidig i sin läsning utan att förvandlas till en algoritm av det slag som ligger bakom Amazons autorekommendationer? Har du köpt produkten riot grrrl vill du också köpa Stig Larsson, och så vidare.

Dette er vel det mest negative afsnit i Håkon Lindgrens anmeldelse af Den ulne avantgarde i Nutida Musik 3–4 2012–13. Lindgren er meget optaget af coolness, hvilket også fremgår af hans tidsrigtige avantgarde-kritiske indstilling. En hipster ved altid når vinden vender ;-) Men alt i alt en tekst skrevet med overskud og stejle, upfront fordomme. Like.

This just in. The Riot Grrrl Collection edited by Lisa Darms, a deluxe view into the riot grrrl zine culture. Read more here. I'm off to do some research on riot grrrl very soon. If someone has suggestions of who to talk to, places to go and questions to ask, please drop me a line.

Vestlandets store datter viste nye sider af sig selv på Klassekampens interne kritikerseminar.

På forsiden af livsstilsmagasinet ser vi to glinsende collagen-munde, puffy som opsvulmede magneter. Vi bør alle stile imod at blive hårløse, bronzefarvede pornokroppe, gnubbende mod hinanden som friskfangede ål, med hjerterne åbne mod endeløs shoppingekstase.

The new porn is here, rosabloggers.

The only thing you can do is try to smoke us out as we live among you, like aliens inhabiting human bodies, faking smiles and crying crocodile tears and making you hear what you want us to say. This is an existential disease. There is no treatment and no exit.

Patrick Bateman er en fantastisk boganmelder! I don’t care if this book helps the “empaths” with whom our kind like to toy. Mere her.

Fashion blog FTW! Her får jeg til fashion-lår med tydelig gap, døde fashion-hænder og fine, passive fashion-fødder, synes jeg selv. Please like??!! #thinspiration #wannarexics

Vemund Solheim Ådlands dikt er like allmenne som opphøyde: Kongelige. Man kan se og lytte, slippe å forstå, omgås diktet, kikke på det, disse bitene, dem man lager dikt av eller bruker på butikken, i avisen. Sep pran ek stanser og blir stående ved grensen til et hvilket som helst språk, kjent eller ukjent, dets tilblivelse eller undergang i glemsel, en mer enn tvetydig sone, og likevel et uvanlig skarpt uttrykk. Slik er diktene også – på en sjokkartet måte – potensert med alt et språk kan romme, fra banaliteter til grotesker, i hvilket som helst utsnitt, og potensert med hvilken som helst lengsel etter et annet språk, også det som måtte være betinget av raseri.

Arve Kleiva anmeldte Vemund Solheim Ådlands debut Sep pran ek, Biblioteket Gasspedal 2003 med bl.a. Audun Lindholm og jeg selv som redaktører. Hele anmeldelsen her. Henviser også til "The Difficult Poem" af Charles Bernstein, og cirka alt hvad Bernstein har skrevet. Teksten var publiceret i Klassekampen 9. august 2008, oversat af Lindholm, i sammenhæng med denne anmeldelse af Attack of the Difficult Poems: Essays and Inventions.

For at den nye tid skal kunne bryte gjennom må, ifølge Collett, særlig 1830-tallets dandyer og deres kvinnesyn bekjempes. Werther, Faust og Hamlets klamme selvmedlidenhet og poetenes fetisjering av kvinnen som skjønn og passiv – ja, helst død – er ikke Colletts kopp te. Dandyen, den slappfisk, vandrer rundt i en lang, rutete frakk, til forveksling lik en slåbrok. Selboe lar den sinte, sterkt livsorienterte Collett snakke gjennom seg når hun raser mot den melankolske estetiker, hvis fremste egenskap er kjedsomheten, og som i sin jakt på virkelige følelser legger kvinneliv øde.

Anmeldelse af Tone Selboe: Camilla Collett. Engasjerte essays her.

Først en sleazy bilreklame. Videoen går igang, spiller. Fremmedgjorte ansigter i biler, tænk Wim Wenders. Øjeblikket kommer, Stipe løfter hovedet samtidig med at kameraet begynder at svæve. Alle stiger ud af bilerne: So hold on, hold on! Berry støtter sig til et træ som står spændt fast på en lastvogn. En mand kaster pengesedler ud fra en bro. Buck sidder i yogastilling på toppen af en bil og ser på. Mills slentrer afsted i dobbelt takt, bandet orkestrerer dette. Mock-news, helikopterlyde: They just got out and walked! Stemmen knækker over: God! I have never seen anything like this. Klip til sleazy mobiltelefonreklame.

Norsk kritikerlag opsummerer Lillehammer-seminariet, ved bl.a. Lindholm og Mollerin ++

Er du pessimistisk eller optimistisk når det gjelder utviklingen?

Jeg vet ikke. Jeg synes bare det er interessant. Jeg kommer ikke til å være her for å se resultatet av utviklingen. Jeg mener bare det at den digitale offentligheten er en kroppsløs offentlighet. Så vi får vel bare se hva det blir til.

Dette svarer Richard Sennett Morgenbladet her, hvis og så fremt at interviewet kan læses af alle. En kropsløs offentlighed? Jeg kan svare klart på dette; this is hell, jeg er ikke optimist. Som freelance-skribent er jeg ofte på net, ja. Dette betyder dog ikke at jeg elsker nettet, snarere tvært imod. Hvis nettet kan bruges "subversivt" til at skabe folkelig opstand, som vi nu ser i Tyrkiet, hvorfor kan vi så ikke lave regler som gør at mennesker faktisk mødes og taler? Hvor blir den revolution af? Både jeg og venner og bekendte bliver fysisk syge af at fylde os med simulakrum-kontakt, så hvorfor ikke lave et sæt nemme regler som får os ud af denne ulykke? For vi som ikke er optagede af at fejre verdens undergang med party 24-7. En svensk follower inviterede til tweetup; kan ikke love jeg har tid, kan ikke love noget som helst, men vi kan følge reglerne for almindelig mindfulness (not hinting to Mindfulness™) og mødes og tale. Klik-klik-klik, der blev jeg "venner" med fem mennesker jeg aldrig har mødt; det gør mig syg at have "venner" og det kan ikke fortsætte. Change, change! Right now.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med eet Ord: vi maa gaa.

Camilla Collett i 1863. Værd at se på Tone Selboes bog om den sene, essayskrivende Collett: Camilla Collett. Engasjerte essays, mere her og se også anmeldelsen i Morgenbladet.

Mit essay om Chris Kraus er på net nu. Full text here. Og den fine forside igen.