Den 22. juli 2011 læser jeg om Oslo-bomben på nettet. Så passerer en melding på Twitter: Nogen skyder på Utøya. Jeg cykler gennem byen, og påbegynder en yoga-time, men må opgive halvvejs; min følelse af uro er overvældende. I etagen under yoga-salen taler jeg i telefon med en ven; mindst 20 er blevet skudt, lyder det da. Hjemme igen er vi på nettet længe, mens dette står på, og udfolder sig og bliver ved med at udfolde sig.

Den 22. juli 2012 er jeg indlagt på et hospital. Irriteret over den almene narcissisme som altid præger hvordan-går-det-idag-runden, taler jeg kort om Utøya til et multikulturelt publikum af patienter med overvejende tysk og tyrkisk baggrund. Jeg gør dem ingen tjeneste; de bliver urolige, sikkert sygere også.