Alligevel virker det som om vi deler en fascination for Berlin, hvor vi begge bor eller har boet, som specielt igennem 80'erne var et slags grundmetafor i postpunken; den splittede by, den splittede sjæl. David Bowie med et rødt lyn ned over ansigtet, som om han forudså sin relation til byen delt af muren. Et ikonisk billede, som gjorde dybt indtryk på mig, er fra Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981); de unge som løber gennem et tomt indkøbscenter, de smadrer glas på vejen, de lever et øjeblik, og Bowie synger "Heroes" – den fantastiske, langstrukne guitartone lyder som en bøn.

Jeg har anmeldt Torgrim Eggens bog om Berlin til næste nummer af Prosa, ude før jul. Lurer på om det bilfirma som nu flasher sit logo som Saurons onde øje nede på Todestreifen har fået lov på grund af produktplacering by romantic association i Christiane F.