Jeg er sluppet ind i Amerika, og på uafhængighedsdagen ankommer jeg til Olympia,
denne besynderlige lille by midt i The Pacific Northwest. Gaderne er brede og tomme, græsplænerne uendelige, og står i skærende kontrast til de tilgroede villaveje hvor dyr typisk stirrer på dig uden at flytte sig: Det er deres sted, naturen er vild her, bare tænk på alle de fuck-you-agtige bjørne som ruler på Mt. Rainier ikke langt herfra. På Pear Street boede i øvrigt Kurt Cobain i de sene 80’ere med sin moderlige kæreste, fem katte, fire rotter, en nymfeparakit, to kaniner og flere skildpadder. Ud af dette menageri og et ulykkeligt crush på en frisindet riot grrrl kom Nevermind. Men hvad er det med de græsplæner? Den totale mangel på ukrudt virker suspekt. Olympia er en lille by, men også staten Washingtons hovedstad, derfor disse endeløse græsplæner som breder sig ud for foden af administrative bygninger der drømmer i sommersolen. Jeg søger snart tilflugt fra varmen i et supermarked, og i en rundkørsel ved havnen passerer jeg et urovækkende optrin: En lille flok unge mennesker, nogle af dem iklædt sorte balaclavas, står fastfrosne med protestskilte: Revolt, står der, og noget med surveillance.
Senere forstår jeg at de er del af en aktion som kalder sig Take back the Fourth, ikke alene med hint til den fjerde juli, men også til The Fourth Amendment, loven om retten til privatliv. Jeg kan ikke påstå at det er en generel tendens den korte tid jeg er i Olympia, men angstbølger fornemmes i kølvandet af NSA-afsløringerne. Midt i byen står jeg en dag og fotograferer et nydeligt motel-skilt i retrodesign som reklamerer med at der findes telefon og wifi. En ældre mand med vildt skæg kommer trækkende med en cykel og spørger mig vrissent om jeg har fået lov til at fotografere. Eftersom jeg praktisk talt tager billeder op i den blå himmel, tænkte jeg ikke at jeg skulle spørge nogen om lov, men manden ser vredt og nervøst på mig og insisterer på at jeg skal indhente en tilladelse.
Fra Vagant-spalte #3/13. Goddamn, jeg glæder mig til at skrive den tekst om Olympia nu! Og jeg glæder mig til denne også. Pics her og anmeldelse af nye The Hive Dwellers her.