Natten efter at de stak, skar og brændte mine indre organer på den mest elegante og diskrete måde drømmer jeg om en veninde som også netop har gennemgået en ünderlivsoperation. Vi er i et kirkerum. Hun gravede med hænderne og fandt en struktur, hun fjernede al den beton, og strukturen står frem, en Gaudi eller noget indiansk, smukt. Men jeg ser på kirken vi er inde i og ser at hun har fjernet den beton som skal holde kirktårnet oppe. Dette er den beton som holdt kirketårnet fra at styrte ned i kirkerummet, bygningens truende implosion. Vi ved at tårnet styrter nu, jeg løber ud af kirken og ser tårnet styrte eller blive skåret af og fare efter mig som fyrværkeri, tårnet kastreret, vores indre skåret fra og puttet i små laboratoriebeholdere.