Jeg ble berørt av en avisoverskrift om 22. juli, en tekst av Hilde Sandvik (det kan godt være at svenske Expressen fant på overskriften), som jeg ikke ønsker skal være performativ, for da lyder den grenseløst dystopisk: «Vi» finns inte längre. Takk for kaffe. Da må jeg altså bare sitte her alene og bekymre meg om the spectacle of me og sørge for å holde «Susanne Christensen» presentabel og dressed for success?

Skriver jeg i En punkbønn. Men der er intet at gøre længere, er der? Vi er blevet til skakspillere som leger med vores avatar på nettet, vores avatar har 1000 venner, vores avatar er lykkelig og succesfuld, vores avatar udgiver bøger og smiler tillidsvækkende på alle forbandede fotografier, vores avatar er mere levende end os selv. Her snakker "Susanne Christensen" videre, det er muligt hun hverken har penge, venner eller særlig meget håb for egen fremtid, men kæk er hun alligevel i alle medier. Kæk og præsentabel. Uanset hvor hektisk og demonstrativt du forsøger at sætte fokus på andre end dig selv lyder opsummeringen stadig således: Beskeden var dig selv. Vær snill at investere.