Du har muligvis stået i en amerikansk lufthavn og ventet på din tur til at træde frem foran den uniformerede kontrollør som sidder i sit lille glasskab. Her dokumenterer du din identitet: Fingeraftryk, iriskontrol, et pas med ikke-fleksible nationale kendetegn. Her indgår (endnu) ingen shibboleths, men hvordan ville det gå hvis jeg reciterede et af Cia Rinnes digte med et strålende smil? Kontrolløren havde sandsynligvis sagt very nice, ikke spild min tid, next. Der er noget urovækkende over kontrollørens ligegyldighed så vel som poesipublikummets tilbagelænede nydelse. Hænger Rinnes poesi ikke sammen med den sociale virkelighed? Er det løsningen at købe reklameplads på den berlinske U-bahn og på denne måde servere lyrik i det offentlige rum? Eller skal vi flytte festivalen for ny poesi Audiatur til et tog som går over Øresundsbroen mellem København og Malmø? Paskontrol er netop indført på denne strækning for at begrænse flygtningestrømmenes udspredning. Lad de syriske flygtninge blive i Grækenland, lad dem skylle døde i land på de italienske strande, men gennem Skandinavien kommer de ikke.

Essay til serien Ariel litterär kritik leveret.