I Kate Zambrenos Heroines går det ganske dårligt med Vivienne, Zelda, Nadja og de andre. Samtidig med at den vanvittiges associative tale er et fascinationsobjekt i den modernistiske litteratur er de maskuline fællesskaber bedst til at legitimere mandlige forfattere, sådan som Pound for eksempel løfter Eliot frem. I flere af de ægteskaber som Zambreno interesserer sig for er begge parter skabende, men for eksempel får Zelda lov til at danse sin vanvittige dans, skrive må hun derimod helst ikke, det er Scotts job. Han bruger hende, hendes virrende væsen som til slut virrer ud i skizofrenien og i total glemsel da hun omkommer i en hospitalsbrand i 1948. I align myself with a genealogy of erased women, skriver Zambreno. Hun nærmer sig sine heltinder med empati, samtidig – som del af disse essayfragmenter – hører vi om hendes egen kamp for at legitimere sig selv som seriøst skrivende. Hendes kæreste John er hende hustru, han rummer hende, tillader hende at skrive, og ligeledes de blogfællesskaber hun er del af. Disse tekstuelt menstruerende blogs, disse legitimerende fællesskaber. Volierer af særpræget stemmekraft.

Dette fra Vagant 4/2013. Zambrenos bog er nu ude i svensk oversættelse. Mere her.