I meet these guys a lot at my current spot outside Reykjavik. Øverst en spói og nederst en lóa. Især Mister Spói gør megen væsen af sig og mener at eje hele Island når man kommer trampende gennem landskabet. Mister Lóa er derimod fåmælt, som en lille engel i græsset.

I was totally confrontational. In those days, people just wanted to go to a show to be removed from life, for entertainment, to forget their lives for a few hours. They came in off the street and I gave them the street right back.

Bitchfork har godt materiale om Alan Vega og Suicide her + her + her.

Måske findes noget af Evas livsangst i Ole-Jakob. Alene hans navn synes sårbart. Bindestregen er som en rille i et stykke chokolade, han kan knækkes på midten. Som mange tøvende drenge på tærsklen til teenagelivet er han lukket omkring sin egen fantasiverden, fuld af horrorfilm og små plastikfigurer som fører en episk krig på et bord på hans værelse. Faren kan ikke rejse ind i sønnens verden, der er ikke adgang.

Udslidt af sorg, død, nød. Skriver videre though. Om Sæterbakkens Gjennom natten.

Two songs about sunglasses as a tribute to the band Suicide here + here. Something's wrong, though. Vimeo, lyrics actually go: It makes me come in the night/ It makes me swim with delight. Den sang er fra 1986, Corey Harts fantastiske sang er fra 1984 da en anden meget hot James Dean-lookalike også var på hitlisterne, nemlig Nik Kershaw. Elsker sangen og videoen. Husker tydeligt ungdomsfester hvor alle scorede omkring mig mens jeg så på Nik Kershaw. Oblivion. Kershaws sang indeholder en vis social bekymring, mens Corey Hart er underlagt et sexy matriarkat. Iggys sang fører disse tematikker sammen: poor working class guy fanget i et blåt net underlagt et sexy matriarkat.

De kunne skremme livet av de fleste. Det amerikanske bandet Suicide er litt av et syn under sin første konsert i 1971: Martin Rev står ubevegelig bak en synthesizer iført enorme insektaktige solbriller, mens Alan Vega raver rundt på scenen som en rockabillydemon og oppfører seg ganske truende. Vega utstøter plutselige skrik, og kroppen gjør uforutsigbare, spastiske bevegelser, blikket stirrer tomt fremover, og han viker ikke tilbake fra direkte kontakt med publikum.

Rest in peace, Alan Vega. Dream Baby Dream 4-ever. Min tekst fra musikkmagasinet, 2010. Ian F. Svenonius interviewer Suicide her. Plus min mor.

In a bar in Emeryville, March 2015. Such a nice Californian Pinot Noir.

Ändå är Expos artikel ett av de mest provocerande scoop som drabbat litteratursverige. Inte för att det tvingar oss att omvärdera Lundkvists verk, utan för att det aktualiserar frågan om principerna för den litteraturkritik som bedrivs i Sverige.

Om afsløringen af Nikanor Teratologen AKA Niclas Lundkvist her + her + her + her.

Answer July/ Where is the Bee/ Where is the Blush/ Where is the Hay?

Peter var definitivt en af En punkbønns store inspirationskilder. Jeg forsøgte at få ham til at deltage mere aktivt i form af en samtale, men en slags afsløringsangst greb ham. Han fulgte også arbejdet med Den ulne avantgarde nært, og synes godt om resultatet på trods af hans skrape kritik af Flamme Forlag nogle måneder tidligere. Da jeg modtog kritikerprisen i marts 2011 var jeg opfyldt af billeder af venner, kulturarbejdere, freelancere, totalt udslidte, som arbejdede under umulige forhold. Peter var for sky til at komme på arrangementet, men den ekstremt uhåndtérlige buket blomter jeg fik af Klassekampen og umuligt kunne bringe med mig på flyet, den fik han. Jeg trak min kuffert, han gik bag mig i sneen gennem Oslos frostklare gader. Jeg så tilbage på ham og lo, han gik med denne gigantiske blomsterbuket og sagde gravalvorligt: Jeg skal give dem til min mor.

De uttallige bildene av ham på scenen i intens innlevelse, eller på vei ut av scenen og inn i publikumsfjorden, gir sterkt inntrykk. Han er i disse fotografiene ikke på vei inn i idoliseringen av ham, men inn i fellesskapet som for en stakket stund mens hardcore-showet pågår, virker tettere enn det såkalte IRL på utsiden av konsertlokalets vegger. Det er kanskje en drøm, dette fellesskapet, men likefullt en drøm som kan vekkes til live gang på gang. Rammende mindeord om Peter Amdam af Audun Vinger her. Tribute fra 2015 her.

Især sange som "Safe From Harm" og "Protection" (tidligere end Mezzanine) handler om nabolaget, om en bristende kollektivitet, og er opråb om at passe på hinanden i en større kreds end individet og den biologiske familie, oplever jeg. Der er også dybe fællesskabsbekymringer på Mezzanine, men kernen er nok et toxic relationship som beskrives fra to vinkler i "Inertia Creeps" og "Dissolved Girl" ... Massive Attack er unike i kraft af deres benhårde synsvinkeldemokrati og deres stærke sange om kriser, vold og sammenhold i nabolaget. Velkommen på søndag til en fælles lytteoplevelse. Jeg vil dedikere mit oplæg til mindet om Peter Amdam som vi desværre har mistet nu. Som jeg kendte Peter var han intenst optaget af community, og var en central kraft i Oslos intellektuelle liv, så vel som i mange forskellige variationer af byens uteliv.