Peter var definitivt en af En punkbønns store inspirationskilder. Jeg forsøgte at få ham til at deltage mere aktivt i form af en samtale, men en slags afsløringsangst greb ham. Han fulgte også arbejdet med Den ulne avantgarde nært, og synes godt om resultatet på trods af hans skrape kritik af Flamme Forlag nogle måneder tidligere. Da jeg modtog kritikerprisen i marts 2011 var jeg opfyldt af billeder af venner, kulturarbejdere, freelancere, totalt udslidte, som arbejdede under umulige forhold. Peter var for sky til at komme på arrangementet, men den ekstremt uhåndtérlige buket blomter jeg fik af Klassekampen og umuligt kunne bringe med mig på flyet, den fik han. Jeg trak min kuffert, han gik bag mig i sneen gennem Oslos frostklare gader. Jeg så tilbage på ham og lo, han gik med denne gigantiske blomsterbuket og sagde gravalvorligt: Jeg skal give dem til min mor.