Har skrevet om orange lava, Hveragerðis geotermiske gadekøkken, Jules Verne, det arkitektoniske prestigebyggeri Harpa, branding, Andi Zeisler og markedspladsfeminisme, Beyoncé og empowertizing, Angela Davis, en fuzzy mental tilstand, fagforeninger og norske forlag, en rosabloggers smilende ansigt og Peter Amdam. Cheers, drink up.

Har du fået med dig at Jill Soloway har haft præmiere på en ny spændende pilot på en tv-serie baseret på en roman af Chris Kraus ved navn I Love Dick? Vidste du at bogen allerede har en skandinaviske modtagelse? Leder du efter nogen om kan blurbe Dick og søger du på Google og finder en masse skryt fra udlandet? På den måde får du det til at se ud som om Skandinavien er Kraus-virgins. Bogen er oversat til svensk nyligt, tag kontakt med dens oversætter Annelie Axén eller Jenny Tunedal som interviewede Kraus ved hendes besøg i Gøteborg denne sommer. Det er rigtigt at Dick kommer på Aschehoug, men Kraus-essays kommer på H/O/F som også har inviteret hende til Norge. Selv læste jeg i 2012 Elizabeth Gumports artikel og skrev i Vagant #3/2012, i Bokmagasinet og Vinduet #4/2013. Støt de skandinaviske litteraturarbejdere som allerede har gjort et stykke arbejde i litteraturminerne før du gør som D2 og googler nogle blurbs.

Lidt baggrundsmusik for de som ser The Get Down her + her + her. Københavns forstadskvarterer fattede det omkring 1983. Året senere meldte atomkrigsangsten sig.

Skriver blandt andet om Andi Zeisler til Vagant og en længere tekst til Harpefoss Hotells kommende skriftserie. Sidstnævnte afholder poesifestival snart, samtidig med Kapittel i Stavanger hvor vi skal tale om essayet. Hope to see you there.

Sommeren 2012 skulle jeg have været på en længere rejse. Jeg blev syg på vejen til lufthavnen og endte på hospitalet i Berlin. Der måtte jeg vente indtil de havde tid til at undersøge mig på den somatiske afdeling. Lægerne mente at jeg led af stress, det siger sig selv hvor de placerede mig, på en afdeling for stressede mennesker. En stresset litteratur- kritiker kom således til at dele rum med en udbrændt kunstner, Helena. Nu findes der jo en del natsværmere rundt omkring, de er ikke sjældne, men det var måske en smule overraskende at se en sådan på en hospitalsafdelingen. Den sad udenfor vores dør en dag, midt på den hvide væg. Jeg sagde til Helena: "Har du set?" Hun vendte hovedet og så på natsværmeren. Bevægelsen hun gjorde med hovedet, der var ingen reel overraskelse, snarere en slags rolig genkendelse. Helena, Julia og mig var hospitalspigerne. Vi skulle holde sammen, men vi mistede Helena sent i 2012, samme år som Mike Kelley. Texte Zur Kunst #89 indeholder begge nekrologer.

I år mistede vi en anden ven. Jeg varer mig for at se tegn og symboler, men af og til udfolder symbolikken sig foran dig og virker sand, måden at øjet ser og forstår i et glimt før den bevidste tanke overhovedet har meldt sig. Jeg længtes efter vand den weekend, noget frisk og koldt, en næsten panikagtig følelse, jeg løb gennem byen og skrev siden: "Jeg længes efter det glitrende vand." Samme aften flyttede jeg til et nyt rum. De store vinduer var åbne ud mod det som engang var en fangelejr for russiske tvangsarbejdere. Store natsværmere flaksede rundt i rummet hele natten, jeg hørte dem mod ruden og mod lampen, de hvirvlede op støv. Den næste dag var min ven væk.

Douglas Couplands Chart Art Fair-bidrag Slogans for the 21st Century er spottet ved Nørrebrohallen og Nørrebro station. Mere her.

På ep-ens åpningsspor lyder det flertydige spørsmål What would it take to get back to the blackness? Ritual Spirit er «svart» fordi bandet har kuratert svarte rapartister, men mørket er også tilbake når det gjelder den underliggjorte realismen som er Massive Attacks varemerke både musikalsk og visuelt.

Her er min tekst. Tak til Classic Album Sundays i Oslo for den oprindelige invitation.

This one. Nogle af de sange som ikke findes på Spotify findes her + her + her.

I 1995 dræbte en snjóflóð tyve mennesker i Flateyri. Byen kendetegnes nu af et A-formet bolværk, et avalanche defense, som skal styre snemasserne ud i havet snarere end at knuse byens huse og dens beboere. Mere her. Iøvrigt var de som grundlagde byen hajfiskere. Det fjerde hus i byen blev bygget i 1884. I 1922 kom der elektrisk lys i huset.

Rebirthday in Reykjadalur. Soundtrack her.

Billeder fra Hveragerði her. Iceland, putting hell to some use. Næste stop Ísafjörður.

Et par er fanget i en underlig dans gennem byen: Han tager et skridt frem, hun tager et skridt tilbage. En bil kører forbi med "Unfinished Sympathy" på radioen og en kvinde storsmilende og rockende bag rattet. Hun stopper bilen og ser uforstående på parret som stirrer vagtsomt på hinanden, opslugt af deres bizarre parforholdsshowdown.

Massive Attack besøger Øya 10. august. Deres musikvideoer er ofte kortfilm i social(sur)realistisk stil. Underliggjort realisme i en spooky zombiedans i "Take It There" og angst parforholdstango i "Come Near Me" hvor bandet kommenterer og distancerer sig fra egen tidligere storhed. Mere i Musikkmagasinet på mandag.