Sommeren 2012 skulle jeg have været på en længere rejse. Jeg blev syg på vejen til lufthavnen og endte på hospitalet i Berlin. Der måtte jeg vente indtil de havde tid til at undersøge mig på den somatiske afdeling. Lægerne mente at jeg led af stress, det siger sig selv hvor de placerede mig, på en afdeling for stressede mennesker. En stresset litteratur- kritiker kom således til at dele rum med en udbrændt kunstner, Helena. Nu findes der jo en del natsværmere rundt omkring, de er ikke sjældne, men det var måske en smule overraskende at se en sådan på en hospitalsafdelingen. Den sad udenfor vores dør en dag, midt på den hvide væg. Jeg sagde til Helena: "Har du set?" Hun vendte hovedet og så på natsværmeren. Bevægelsen hun gjorde med hovedet, der var ingen reel overraskelse, snarere en slags rolig genkendelse. Helena, Julia og mig var hospitalspigerne. Vi skulle holde sammen, men vi mistede Helena sent i 2012, samme år som Mike Kelley. Texte Zur Kunst #89 indeholder begge nekrologer.

I år mistede vi en anden ven. Jeg varer mig for at se tegn og symboler, men af og til udfolder symbolikken sig foran dig og virker sand, måden at øjet ser og forstår i et glimt før den bevidste tanke overhovedet har meldt sig. Jeg længtes efter vand den weekend, noget frisk og koldt, en næsten panikagtig følelse, jeg løb gennem byen og skrev siden: "Jeg længes efter det glitrende vand." Samme aften flyttede jeg til et nyt rum. De store vinduer var åbne ud mod det som engang var en fangelejr for russiske tvangsarbejdere. Store natsværmere flaksede rundt i rummet hele natten, jeg hørte dem mod ruden og mod lampen, de hvirvlede op støv. Den næste dag var min ven væk.