Kapitalismen har alltid tynt mennesker, og forårsaket smerte rett på kroppen. Ofte ved å aktivere vårt eget begjær etter luksus og status. I jeg-kapitalismen er vi i enda større grad all in, og risikerer å bli spist hele. Vi snakker om et system som først skaper sykelig stress, og deretter slår mynt på det. Fordi systemet er upersonlig, næres det av ditt indre liv. Hvor mye vil du gi det? Først litt om angst, så litt produktreklame, så litt om selvskading, så en ny produktanbefaling, så mer angst og mer reklame.

Med disse ord havde samfundsredaktør i Morgenbladet Lena Lindgren opfundet udtrykket "jeg-kapitalismen" som jeg siden tog til mig. Lindgren fyrer op under jeg-kapitalismen, også med sigte på "virkelighedslitteraturen." Hun har nogle underlige vurderinger ("Kapitalisme- kritikken, en sjanger som ikke er særlig i vinden for tiden"), og jeg oplever delvist teksten som et plagiat eller "svar" på ting jeg har skrevet uden at dette blir eksplicit. For eksempel her og her. "Plagiat" er en underlig størrelse, jeg mener at idéer er frie og er desuden ganske enig i analysen, men hvorfor har jeg intet "jeg" som kan tiltales? Jeg troede jeg havde skrevet En punkbønn om disse emner? Kan denne bog ikke adresseres? Kan jeg ikke tiltales i offentligheden, fordi hvad? Fordi jeg ingen identitet har, som forfatter af "virkelighedslitteratur"? Kan enhver skrive en "kommentar" og rippe low ID-skribenter for tankemateriale uden reference? Er der helt konkrete årsager til at min intro til Amdams tekst og teksten i sig selv ikke kan adresseres? Well, duh. Nej, den tekst skulle have været død sammen med dens forfatter. Men sådan gik det ikke, selvom at "kapitalismekritikken ikke er særlig i vinden for tiden." Lindgrens tekst er bag en betalingsvæg.