Det er på høje tid at vi begynder at forstå "politisk korrekt" som en sprogvirus. Det er et psykologisk virkemiddel hvis største success er Trump som præsident. I Norge er Listhaug igang med samme retoriske forgiftning af sindene. Vi må finde en modgift, og det haster.

Forleden så jeg filmen om Spies og Glistrup, nu fremstår begge som pioneerer for det helvede vi befinder os i. Rejsebureauet fører ånden videre i sine aktuelle reklamer. Hvis du ikke glor på din mobil i byrummet kan du træne din hjerne i at gennemskue reklamesprog. Der har været værre ting på banen end den reklame jeg så, jeg kan ikke engang gengive den præcise ordlyd: Tag på ferie, nu kan du tillade dig at være egoistisk. Her skrælles mennesket ned til sin "sande" essens som et egoistisk dyr. Så slidsomt det er at være idealist fra mandag til fredag. Men er det sandt at idealisme og solidaritet er en falsk maske? Er hjertet del af en superegokonstruktion som kan "lokkes" til at overgive sig til noget mere "sandt"? Hvem tog kontrol over dekonstruktionsmaskineriet nu? Mere her.

Når jeg leder efter modgift dukker et digt af Inger Christensen op, det kan vel ikke være helt tilfældigt? Men hvor er poeterne? De sproglige innovatører om skulle brygge modgiften? Sidder de og bekymrer sig over at deres bøger ikke sælger og ikke får nok omtale i aviserne? Som de ofte har fattet i samtidskunsten er arbejdet mere omfattende end at producere sine små fine koncepter til en bog som et forlag skal trykke. Hvorfor gider forlagene trykke en million bøger som ingen har brug for? Jo, for at holde på sine økonomiske privilegier, for at holde på sine groteskt overbetalte stillinger.

Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt opp,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop.