Det tog noget tid før jeg fandt frem til Wham! Greatest Hits. Liker stadig bedst det allerførste, inspireret af Grandmaster Flash og Northern Soul, denne del virker mest direkte politisk, før det blir ren Motown-inspireret festmusik, men eskapisme er også en slags politisk position, da. Vi kunne Wham Rap udenad once upon a time, denne ekstremt frække kommentar til det britiske bistandssystem. Det er nemt at forstå at en introvert, melankolsk vending følger som nødvendigvis vil gøre George Michael til soloartist sooner or later. Nerver omkring at stå frem som gay popstjerne og tabet af hans kæreste til AIDS. Mødte han nogensinde Billy MacKenzie i de tidlige år, lurer jeg på.