I de sene 90'ere var Mark Fisher tilknyttet Cybernetic Culture Research Unit i London under ledelse af Sadie Plant og Nick Land. Her foregik der ganske vild tænkning som David Stubbs og Simon Reynolds er inde på i deres nekrologer over Fisher her og her. Nick Land har stadig et opmærksomt publikum, blandt andet drog the late Peter Amdam på fisketur i disse teoretiske landskaber. Både Fisher og Adam Curtis er interessante tænkere, jeg ved ikke hvad de havde til fælles andet end at Fisher skrev en tekst til Curtis' forsvar.

Jeg brugte Curtis og hans film HyperNormalisation (2016) i undervisningen på Nordland Kunst- og Filmfagskole. Curtis taler i flere interviews fra december om den store idé, og forholder sig kritisk til Occupy-bevægelsens eksperimentelle gøren-demokrati, dette er ifølge ham bare management. Problemet med at implementere store idéer i folket er med hvilke virkemidler, og svaret ender altid med vold i en eller anden form. Vold virker, og ligeså propaganda. Stærke signaler som forudsætter at tilskueren ikke kan tænke selv.

Når Curtis ser ud over Zucotti Park ser han ingenting, han ser på aktivisterne med cool detachment og længes efter en stor idé. Men den største idé som ramte New York førte til Worlds Trade Centers fald. Muligvis synes Curtis ikke at Bourriaud og Butler har store idéer, men det håber jeg at han forstår at Mahatma Gandhi havde. Det er ikke alle som mediterer eller bruger nettet som er fluffy individualister. Curtis ser kun ydre handlinger, og deler os ind i passive (boo!) og aktive (hooray!). Mere på Vagant-bloggen snart.